Anna Rita Rieder & Sidsel Ana Gajardo inviterer sammen med CKMS til 4 aftener med oplæsninger og koncerter, med udgangspunkt i det skitsede, ufærdige og prøvende rum.

Forfatterne optræder ud fra dogmet at de kun må læse fra uudgivne tekster, og musikerne så vidt muligt med akustiske udgaver.

Vi inviterer publikum ind til at skitse med undervejs, som respons på optrædenerne og til slut dele deres noter og tegninger med rummet, hvis de har lyst.

Dette er et eksperiment!!

Med denne idé ønsker vi at nedbryde afstanden, der kan være mellem kunstner og den beskuende. Aftenerne er åbne for alle og foregår på CKMS på Psykiatrisk Center Amager.

Onsdag d. 14 oktober kommer forfatter og billedkunstner Melanie Kitti, forfatter Oskar Fehlauer og bandet Haloplus+.

Programmet er støttet af Roskilde Festival Fonden.

Melanie Kitti (f. 1986, Sverige) er billedkunstner, poet og græsrodsorganisator og bor og arbejder i Malmø og København. I hendes praksis bevæger hun sig mellem maleri, skulptur og tekst og tager ofte udgangspunkt i freskoen som teknik og tradition. Kitti arbejder med skrøbelige materialer som gips, kalk og pigment og undersøger relationer mellem krop, erindring, mytologi og sociale strukturer. Hun har udstillet bredt i Norden og er desuden medstifter og redaktør af kunsttidsskriftet Abhivyakti samt medstifter af det kunstnerdrevne udstillingssted Destiny’s (2016 2022) i Oslo. Kitti er uddannet fra Kunstakademiet i Oslo, Det Kongelige Danske Kunstakademi i København samt Forfatterskolen i København.

Oskar Fehlauer (f.1999) er uddannet fra forfatterskolen Litterär gestaltning i Göteborg og redaktør på Forlaget Arena. Han prøver at skrive på noget med en en prins, men nu må vi se. Og så blogger han på sin hemmelige blog (https://prettiestgirlattheparty.blogspot.com/)

Haloplus+ er en trio af sangere, producere og individuelle kunstnere fra København. Bestående af Isa Nam Sook (Ryong), Joakim Wei Bernild (Angel Wei, First Hate), & Stine Victoria; solokunstnere i egen ret, med baggrund i sangskrivning, dj’ing, visuel kunst, performance og event kuratering. De har turneret I Japan og Korea, spillet på Primavera Sound, Gwangju Biennale og Roskilde Festival, og de har headlined flere venues i Copenhagen og Europe.
Vi GLÆDER OS til at lytte til Hal0plus+ denne aften