Åben Scene er tilbage 28. august
Oplæsningerne på Åben Scene spændte i denne måned fra eksperimenterende ny litteratur til H.C. Andersen for de, der havde trodsede sommervejret og fundet vej til Teatersalen på anden sal hos Center for Kunst og Mental Sundhed.
Først læste husforfatter Joakim Vilandt højt af helt nye tekster. Hans stil er tidligere blevet beskrevet som en ’larmende prosalyrisk komposition’. Og det kunne vist også godt passe på denne aftens indblik i Joakims værksted.
Så hørte vi en ny tekst af Christian Valsøe Leegaard, som på smukkeste vis omfavnede Michael Strunge og 80’erne helt ned til en perfekt parafrasering af den legendariske punk-digter og tidens sprog fra dengang ordet f… endnu ikke var nået Danmark.
Og så havde Åben Scene besøg af Sussi Albeck, som læste H.C. Andersens klassiske Tepotten. Fortællingen er en ud af mange tekster i bogen ’Stærkere samvær med Højtlæsning’. Sussi har fået ideen til bogen sammen med sine to søstre. De har alle tre fagligt eller personligt erfaringer med demens, og bogen er tænkt som en mulighed for, at pårørende kan læse højt for mennesker med demens. Det gav anledning til en god snak om højtlæsningens mulighed for at styrke samvær og dialog.
Åben Scene holder nu sommerferie og vender tilbage sidste torsdag i hver måned efter sommer. Første gang 28. august.
Hvis man har noget, man ønsker at fremvise – oplæsning, performance, sang, musik eller andet – kan man som altid tilmelde sig ved at skrive en mail til ckmsaabenscene@gmail.com
Alle er velkomne, både på scenen og til at lytte. På gensyn!