Anmeldelse af forestillingen ‘Ønsker i sky’ af Ying Chen

Ying har deltaget i CKMS’ skrivegrupper og skriveværksted. Hun er cand.mag. i kinastudier og arbejder i CKMS’ sekretariat.

Ønsker i sky. En sky af ønsker. En sky af plastik. Omkring 30 deltagere ventede på gangen hos Center for Kunst og Mental Sundhed på at blive lukket ind til forestillingen Ønsker i sky. Vi blev bedt om at skrive tre ønsker på tre små sedler og lægge dem i en lille lyserød kurv. De to første ønsker skulle være ting, og så måtte det sidste ønske være hvad som helst. Det informerede højtaleren nede i den lyserøde kurv os om. Straks begyndte vi at brainstorme, hvad vi ønskede os til jul, hvad vi ikke fik til Black Friday, og måske hvad vi ønskede for os selv i livet.

Da ønskerne var samlet i den fine lille kurv, blev vi lukket ind i Teatersalen. Lyset var slukket. Midt i rummet stod en kæmpestor lyserød kurv, der mindede meget om den lille kurv med ønskerne, da de begge var lyserøde. Dog var forskellen, at den store kurv var lavet af plastik fra sidste års jul. Den var pakket ind i et stort stykke gennemsigtig plastik i en støvet rosa tone fastgjort af bånd på toppen som en gavekurv. Gemt i kurven lå kunstneren, Tora Balslev – helt væk under en plastikdyne sammensat af flere pakkeemballager.

Vi sad og betragtede kurven, prøvede at se i mørket igennem den rosatonede plastik, men så hørte vi lyde fra kurven. Lyde af plastik. Det var som om noget prøvede at bryde ud. Noget der kæmpede for at komme frem, komme ud, komme fri.

Vi så plastikken vokse med bevægelser, danse uden krop, og pludselig blev den kastet til siden og en nisse kom frem. En nisse klædt i rød coca-cola top og nissehue. Det var som om nissen blev født af plastikken, ind i en verden af plastik.

Nissen begyndte at udforske kurven og prøvede at sanse sig omkring og betragte verden uden for kurven. Snart fandt nissen toppen, hvor plastikken var fastgjort. En stemme bad fire fra publikum om at hjælpe nissen ved at trække i fire bånd. Da kurven og nissen blev frigjort fra plastikken, begyndte nissen at udforske verden udenom kurven, men også selve kurven.

Nissen lagde sig på gulvet og rullede rundt, mærkede og sansede, også den plastik der engang holdt den inde i kurven. Nissen tog sig god tid til at interagere med al den plast, der udgjorde dens verden.

Et omdrejningspunkt blev, da nissen fandt sin vej til den lille lyserøde kurv, der bar på alle vores ønsker. Nissen begyndte at læse højt fra kurven med forvrænget stemme. Der kom grin og fnis fra publikummet, når de materielle ønsker blev fremlagt; det var på en måde satirisk at blive konfronteret med sine ønsker på den måde og alligevel inkluderende at være en del af forestillingen sammen med hinanden. For alle havde materielle ønsker, lige fra elcykel til farveblyanter.

På et tidspunkt begyndte nissens stemme at gentage flere materielle ønsker via højtaleren, og det var som om nissen blev besat af stemmen. Nissen smed ønskerne fra sig og besluttede sig for at gøre op med sin plastiktilværelse ved at skubbe den store kurv væk. I stedet for at opfylde alle vores mulige og umulige ønsker, valgte nissen at give os hver især et enkelt bolsje i stedet.

Den handling sætter spørgsmålstegn ved, hvad gavegivning egentlig er, hvad det er blevet til i dag, og hvad det også kunne være. Er det en app hvor vi kan linke til præcise farvenumre og størrelser på ting? Er det et uønske om at fornærme eller skuffe modtageren, hvis vi ikke finder den helt rigtige, som de ønsker sig? Eller er det tanken om at give og modtage i en tid som handler om nærvær?

Til sidst i forestillingen skabte vi først et plastikhav med den rosatonede plast, der havde holdt nissen fanget ved sammen at ryste bølger frem i plasten og så en plastikhimmel ved at stå under den. Da vi stod under plastikken, begyndte nissen at synge ’Drømte mig en drøm’, en gammel dansk folkesang, og langsomt begyndte publikum at nynne den sammen.

Var det for at affinde os med den plastiktilværelse, som vi befandt os i eller var det en slags fortsat dialog med plastik? Vi fandt ikke nogen løsning på overforbrug eller plastik, men vi fandt hinanden.

Efter 10 minutters pause kom vi tilbage til Teatersalen, hvor nogle sad på stole og nogle på gulvet sammen med kunstneren Tora Balslev, stifteren af CKMS Birgit Bundesen og forfatterne Sebastian Nathan og Anna Rieder. Inden artist-talken sad vi i stilhed og ventede på, at en af dem ville begynde med at sige noget, men det gjorde de ikke. Stilheden fortsatte.

Først da vi havde landet i stilheden, begyndte talken. Reaktioner og snakken om forestillingen drejede sig om det ubehagelige og det at være i det ubehagelige, hvor Toras bevægelser kunne vække ubehag, den måde hun vred og drejede sin krop for at udtrykke nissens dialog med plastikken. Samtidig blev det påpeget, at der også var et vist ubehag i den tid der blev taget, den langsommelighed i Toras bevægelser, den måde hvor hun tog sig tid til at komme rundt og udforske plastikken.

Tora har været inspireret af ømhedsaktivisme, som er en del af CKMS’ grundlag, hvilket også giver en interessant vinkel på forestillingen. Hvordan ændrer man på tilværelsen og den verden man er i? Kan man kun revolutionere med vold eller er det muligt at have en blødere tilgang?

Jeg tænkte på det samvær og den intimitet, vi endte med at have til sidst i forestillingen, hvor vi sammen stod under plastikhimlen og nynnede. Måske er det noget, som ømhed og kunst kan sammen – skabe refleksion, ubehag og et rum til at være i ubehaget, hvor der kan opstå intimitet og samvær med hinanden, selv i det ubehagelige.

 

Fotoforside: Rumle Skafte. Portræt af Ying: CKMS