Forfatter Anna Rieder har netop startet en ny skrivegruppe som en del af Rewritalize projektet. I den anledning har vi bedt Anna fokusere på fem pointer om det at være i en skrivegruppe.

Anna kender Center for Kunst og Mental Sundheds skrivegrupper som få, for hun har oplevet dem fra mange sider: Først som deltager, siden har hun været i praktik i huset, drevet skrivegruppe med en kollega og fra fredag leder hun – som altid sammen med en sundhedsfaglig co-terapeut – en skrivegruppe hos OPUS Nørrebro.

Fem pointer fra Anna om at være i en skrivegruppe:

Et nyt blik. En god pointe ved skrivegrupperne er, at man får et meget konkret redskab til at se ting på nye måder. Omvendte måder. Det handler både om at se ud i verden, at se på andre, og at se ind i sig selv. Det at være et skrivende menneske er en særlig måde at være på, som man kan træne. Tekster handler ofte om at sanse og min oplevelse er, at man bliver bevidst på en anden måde både om sit sprog, men også om den verden, man er en del af.

Et ikke-sygdoms rum. Man får lov at være en helt anden, end den som psykiatrien kan reducere en til. Man har været vant til at beskrive sig selv ud fra ting, som er svære i ens liv. Når vi begynder, vil deltagerne næsten automatisk begynde at beskrive noget dårligt fra deres barndom, for de er vant til, at det er det, der giver pote i behandlingssystemet. Men i skrivegruppen vil vi kigge lige så interesseret og grundigt på en tekst om gummistøvler.

Fællesskab. Man bliver bevidst om sin forbundethed til andre. Der opstår hurtigt et stort fællesskab i skrivegrupperne, fordi man gennem teksterne får adgang til noget meget personligt, der gør, at man lynhurtigt kan se ind i hinanden. Man springer nogle trin over. Hvis jeg for eksempel mødte dig i en arbejdssammenhæng, så går der lang tid inden, jeg lærer noget væsentligt om dig. Men her skriver du en tekst om, hvordan græs dufter, eller hvordan du oplever farven blå, og så ved jeg pludseligt noget mere vedkommende og spændende om dig.

Ømhedsaktivisme. For mig er det en vedvarende undersøgelse af, hvordan man bedst forsøger at tale sammen og ændre på det, man synes skal ændres sammen. Hvad kan den gode dialog? Hvis jeg indrømmer min egen fejlbarlighed og begrænsning, så har du måske også lettere være med dine fejl. Hvis jeg tør gå ind i et rum og erkende min egen sårbarhed, så er det ubehageligt, men det kan også give noget. Det er altså ikke ømhed, som i en venlig aen på armen, men som i at turde være åben og sårbar, og den fortrolighed opstår hurtigt i grupperne. Det skaber en sejhed, at man griber hinanden.

For alle. At sørge for at skrivegruppen ikke er et rum, som hægter nogen af, er en vigtig opgave, for den, der leder gruppen. Jeg har ikke gået på universitetet og har ikke nogen akademisk tilgang. Man kan skrive på alle måder, og man kan opleve tekster på alle måder. Jeg har mødt alle mulige forskellige mennesker i grupperne med vidt forskellige forudsætninger – og det jeg har oplevet er, at det lykkes at mødes i samtalen om teksterne. Teksterne bliver alment menneskelige, synes jeg.

Og så er der lige det om humoren, som også skal med:

Vi griner meget. Jeg ser det lidt som et succeskriterie, hvor mange fælles grineflip, vi har haft. At grine er lystfyldt og noget, der er dejligt at gøre sammen. Det opstår af sig selv, men jeg kan også stille en opgave som, hvad sker der, hvis en hest går gennem lægens venteværelse. Det kan ofte komme bag på en selv, hvor sjov en tekst, som kan opstå.

OM ANNA
Anna Rieder, f. 1993, er uddannet fra Forfatterskolen og debuterede med digtsamlingen Hindebæger i 2020.

Sammen med Sidsel Ana Welden står hun bag en række pjecer til behandlere og læger i psykiatrien og antologien Hjertet er en fold med heste fra 2022 skrevet af mennesker med tilknytning til psykiatrien. Antologien har modtaget Politikens Frit Flet-prisen 2022.

I 2023 udkom ’Smerte-hjerte’ en digtsamling skrevet sammen med psykiater og overlæge Birgit Bundesen fra Center for Kunst og Mental Sundhed.