I slutningen af februar åbner CKMS dørene for et helt nyt kunstnerisk workshopforløb. Denne gang er det ikke brugere af psykiatrien, men deres pårørende, som er i centrum – og redskabet bliver sammen at skabe små film.

”Når vi er i rummet, er der ikke fokus på det at være pårørende, men det, vi skaber sammen. Man kan sige, at vi sammen skal opdage et sprog,” siger filminstruktør Vibe Mogensen, som med en sundhedsfaglig co-terapeut skal lede filmgruppen.

Vibe er selv pårørende, har arbejdet som leder af et filmværksted for psykisk sårbare unge og står som filminstruktør blandt andet bag den meget roste dokumentarfilm ’De pårørende’ fra 2021.

Deltagerne i filmgruppen kommer hver gang til at lave en lille film ud fra en opgave, Vibe stiller.

”Og så er det væsentlige, at vi laver en læsning af de små film, hvor man på skift fortæller, hvad man oplever og ser. Når man taler sammen, så taler man om karakteren, og det skaber en distance. Vi kommer ikke til at sidde og spørge ind til, hvordan går det så med din datter eller din bror.”

Hvad giver det den enkelte?

” Det giver et større mod, når man ikke nødvendigvis skal konfronteres med sin egen historie, men kan se på karakteren udefra. Det er jo en superspændende balance, at man ikke har fokus på jeget og den enkeltes oplevelser, men det som man skaber hver især – og på den måde skaber sammen,” siger Vibe.

Fokus på proces, ikke præstation

Film workshop forløbet vil læne sig op ad erfaringer fra CKMS’s skrivegrupper. Det er ikke terapi, og deltagerne bliver heller ikke uddannede filmkunstnere, men arbejder med en kunstnerisk proces.

Hvordan ser du forskellen på det filmiske over for det skrevne ord?

”Når du skriver, har du mulighed for at skabe et større indre univers. Når man filmer, har man det rum, vi er i, omgivelserne, dig selv og hinanden. Fx sidder et menneske på en stol og er optaget af noget med lys, det bliver de ganske små registreringer. Og det bliver interessant.”

Vibe Mogensen understreger, at der ikke bliver tale om at lave teknisk perfekte film. Deltagerne filmer med deres mobiltelefon, og filmene skal ikke redigeres. Der er fokus på processen, ikke præstationen.

Selv er hun også – både som filminstruktør og som pårørende – spændt på, hvad der kommer til at ske. For selvom hun har planlagt øvelser og faste rammer, kan der hver gang ske nye ting.

”Ja, hvad kommer der til at ske tredje gang, det kan man ikke sige. Jeg har forberedt nogle rammer, fx at filmene max må vare to minutter, men ud over det, er det jo deltagerne som bestemmer indholdet.”

Projektet er blevet til i tæt samarbejde med Bedre Psykiatri og med støtte fra Augustinusfonden.