Brobygning: Skrivegrupper for PTSD-forening, Fountain House og socialpsykiatrien i Herlev

Brobygning mellem psykiatrien i regionalt regi og kommunale initiativer og selvstændige organisationer er en vigtig del af Center for Kunst og Mental Sundheds opgave. Forfatter Trisse Gejl har ledet skrivegrupper i tre af de såkaldte satellit-projekter.
”Her inviterer vi ikke folk ind på centret, men samarbejder ud af huset, fx med socialpsykiatrien i Herlev. Her møder vi mennesker med diagnoser, men også mennesker der har det svært af andre årsager,” siger hun.
”Det jeg har været glad for at opleve i de her satellitter, er i hvor høj grad vores metode virker. Vi har med skrivegrupperne skabt en metode, forsket i den, undersøgt den til bunds, rettet til, forfinet den – og så bringer vi den ud af forskningsregi og anvender den ude i verden”.
Trisse Gejl er forfatter med mange års erfaring og mere end ti romaner og novellesamlinger i bagagen. Hun har sin egen kreative skriveskole, Tekstura, og har undervist hos CKMS siden 2018.
”Lige nu underviser jeg mennesker med PTSD. Jeg har også undervist veteraner, men denne gruppe er kun kvinder, der fx har været udsat for traumer eller psykisk partnervold. Det er en meget psykisk belastet og en meget alert gruppe”.
Skrivegruppen er blevet til i tæt samarbejde med ’Landsforeningen for PTSD-ramte og pårørende’.
”Her har vi mødt stor velvilje og formanden har selv hjulpet med rekruttering. Vi mødes en gang om ugen i et frivillighus i Herlev. Man kan sige, at vi mødes på neutral grund – og det fungerer rigtig godt”.
Vidt forskellige deltagere – samme metode
Udover de PTSD-ramte er Trisse ved at afslutte en skrivegruppe i Fountain House Danmark, som er en selvejende institution på Østerbro, hvor unge med psykiske udfordringer har en høj grad af medbestemmelse.
”Her møder vi vidt forskellige diagnoser og problemstillinger. Det er et helt andet rum at komme ind i. Vi er gæster hos dem. Det vil sige, at jeg og co-terapeuten rykker ud til dem med vores metode,” fortæller Trisse.
”I Fountain House er brugerne vant til at bestemme selv, og har haft mange forslag til, hvordan man også kan gøre. Og det har virkelig mindet os om, hvad det er metoden kan. Pludselig er der nogen, som synes, man kunne skrive hjemmefra. Så må jeg forklare: ’Hvad med dem der ikke kan det? Så får vi et A-hold og et B-hold’. Vores metode er denne: Vi skriver sammen, vi gør det inden for de tre timer. Der er ingen lektier. Og skulle man være fraværende en gang, kan man stadig være med, når man kommer tilbage”.
Fælles for de tre brobygningsprojekter – den nye skrivegruppe i PTSD-foreningen, skrivegruppen som er ved at være afsluttet i Fountain House og en skrivegruppe, som Trisse gennemførte i 2024 hos socialpsykiatrien i Herlev – er en oplevelse af, at den gennemprøvede metode fra CKMS’s skrivegrupper virker og kan skaleres.
”Vi har skaffet os så megen positiv erfaring, og både vores evalueringer og forskningen viser, at metoden virker i forhold til recovery. Derfor skal den jo ud og bruges”.