Lea Muldtofte har oplevet CKMS fra flere sider end formentlig nogen anden. Først var hun skrivende patient, så blev hun forfatter, og nu er hun tilbage som forsker.

Hun kan, som hun selv siger, ikke huske en tid uden psykisk sygdom – og derudover har hun en ph.d. fra Aarhus Universitet, Æstetik og Kultur, som hun afleverede i 2019.

”Jeg har lavet autoetnografisk forskning i, hvad det vil sige at være i en anorektisk krop. Jeg har i psykiatrien selv været ramt af at blive aflæst upræcist. Den autoetnografiske teori går ud på at lade stemmerne fra marginen blive hørt. Derfor har jeg i min forskning prøvet at give stemme til den, der bliver aflæst,” forklarer hun.

Lea har altid været skrivende, for hende var det en måde at have et rum, hun kunne være i. En måde at beskytte sig selv fra andre, et alternativ til anoreksien. I 2022 kom hun som patient med i en skrivegruppe hos Center for Kunst og Mental Sundhed.

”Jeg kunne desværre ikke være med i et helt forløb, fordi jeg blev indlagt undervejs. Men det var befriende, at vi blev taget alvorligt ud fra det, vi skrev. I skrivegruppen var jeg meget lidt patient. Jeg kunne være her, som den jeg er,” siger hun.

Hun beskriver med et grin, hvordan hun var helt starstruck over at være i et forløb ledet af forfatteren Fine Gråbøl, og hvor forløsende det var at lære nyt, selvom hun med egne ord havde det superdårligt.

En ny rolle som forsker

I foråret 2023 debuterede Lea selv som forfatter med romanen ’Om forladelse’, og nu er Lea tilbage hos CKMS i en helt ny rolle. I 2025 skal hun efter planen deltage i en skrivegruppe som både forsker og skrivende.

“Jeg skal lave en autoetnografisk undersøgelse af, hvad processen gør ved mig. Hvordan er det at være en skrivende krop i det her rum? Og jeg glæder mig til at møde skriverummet igen med en anden bevidsthed”.

Når Lea bliver bedt om at sætte ord på, hvordan hun har oplevet det at være i en skrivegruppe, taler hun om tillid.

”At have tillid til, at jeg kan være med denne her krop i det her rum. Men også tillid til, at skriften ikke vil have noget fra mig. At slippe præstationen, og se skrivning som en leg. Det bliver udforskning og undersøgelse … det er legende. Her kan man gøre præcis, hvad man vil”.

Man kan sige, at Lea i sin nye rolle hos CKMS skal se på skriverummet både indefra og udefra.

”Jeg håber, at jeg med min forskning kan bidrage med nogle begreber, og at jeg kan beskrive på en anden måde, hvad man får ud af at være i en skrivegruppe.”

En speciel oplevelse

Undervejs har Lea været til workshop hos CKMS med forfattere og sundhedspersonale, som uddannes til at lede skrivegrupper rundt om i landet. Og det har på nogle måder været en speciel oplevelse.

”Det kan da være lidt svært med rollerne, hvordan er man en ordentlig deltager med det her kæmpestore overjeg, som hænger over mig. Det lykkedes i skrivegruppen, men nu er jeg jo her i en anden rolle: hvordan er man en ordentlig professionel voksen?”, siger hun.

”Men det er også både spændende og lærerigt. Der sidder de her skidekloge, vidunderlige mennesker … men de er jo også søgende, når de prøver at finde ud af, hvad der virker for dem, som er syge. Og i den sammenhæng har jeg jo en stemme”.

Håbet er, at forskeren Lea efterfølgende kan hjælpe med at sætte ord på netop dette. Og hvem ved måske forfatteren Lea undervejs får ideer til en ny roman.