Center for Kunst og Mental Sundhed har udviklet et værktøj, ICAF, som gør det muligt at vurdere og sammenligne kunstneriske interventioner på en enkel og transparant måde.

Det har vi gjort, fordi mængden af akademisk evidens omkring brugen af kunst og kultur til at fremme mental sundhed og trivsel er voksende, men feltet er stadig i sin tidlige fase. Meget viden om, hvad der virker, er erfaringsbaseret og ikke omsat til akademisk viden.

Den praktiske viden om, hvordan man designer og implementerer effektive indsatser – viden om, hvad der reelt virker ude i virkeligheden – er ligeledes underdokumenteret i den traditionelle videnskabelige litteratur. Værdifuld viden findes i stedet spredt i den såkaldte ’grå litteratur’, som for eksempel omfatter rapporter, projektbeskrivelser, uformelle evalueringer og undervisningsmaterialer fra organisationer og praktikere.

Motivationen for at udvikle ICAF (Intervention Capability Assessment Framework) er at skabe en bredere analytisk ramme til systematisk at vurdere og sammenligne den praktiske viden, som er genereret og beskrevet i rapporter, evalueringer, notater og så videre.

Ved at tilpasse standardkriterier for kritisk vurdering, fungerer ICAF som et værktøj til at måle en interventions ’modenhed’ og graden af systematisk tilgang, der ligger bag. Værktøjet kan altså fungere som en indikator for kvaliteten af en interventions design og dokumentation,

hvilket muliggør en meningsfuld sammenligning på tværs af den grå litteraturs varierende formater.

 

Sådan kan værktøjet bruges

Værktøjet er et kompas, der viser retning og modenhed, men det fælder ikke en endelig dom over en interventions værdi. Det er en vigtig pointe, at ICAF som udgangspunkt ikke er normativt; værktøjet fælder ikke dom over et givent projekts kvalitet, men skaber transparens og sammenlignelighed for at styrke hele feltet.

ICAF er mere end en tjekliste. Det er et strategisk værktøj, der kan styrke arbejdet på flere niveauer for både praktikere, projektledere, bevillingsgivere eller forskere. Værktøjet kan for eksempel bruges på denne måde:

Til at skabe overblik og sammenligne (benchmarking):

Eksempel på udfordring: I skal vælge mellem tre forskellige kulturtilbud til sårbare unge i jeres kommune. Deres evalueringsrapporter har vidt forskelligt format og fokus.

Til at kvalificere og udvælge (screening):

Eksempel på udfordring: I er en fond, der har modtaget 50 ansøgninger. I vil gerne finde de mest lovende og gennemtænkte projekter.

Til at identificere styrker og udviklingspotentiale (kvalitetsudvikling):

Eksempel på udfordring: I driver en succesfuld intervention, men vil gerne gøre den endnu bedre og måske klar til at blive udbredt.

Til at bygge bro til forskning og finansiering (validering):

Eksempel på udfordring: I vil gerne have jeres praksisbaserede intervention evalueret af forskere eller søge en større bevilling, men er usikre på, om den er ’moden’ nok.

 

Sådan kommer du i gang

ICAF indeholder et skema, som gør det muligt at vurdere og sammenligne kunstneriske interventioner på en enkel og transparant måde.

Skemaet – og baggrundsrapporten – kan frit hentes og bruges mod kreditering af Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed, København, Danmark.

ICAF er udviklet af Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed. Arbejdet er finansieret af Sundhedsministeriet og Kulturministeriet.

 

Hent den danske version HER

Hent den engelske version HER

 

Den version er Version 1.