Vores bog om Rewritalize skrivegrupperne er i denne uge blevet flot anmeldt på sygeplejevidenskab.dk af sygeplejerske Kim Jørgensen, som er ph.d. på RUC og OsloMet University.

Han skriver blandt andet:

”En af bogens store styrker er dens praksisnære tilgang. Den rummer en bred vifte af erfaringer fra brugere, sundhedsprofessionelle og litterater, der har deltaget i projektet, hvilket giver et nuanceret billede af skrivegruppernes virkning i psykiatrien. Særligt værdifuld er bogens skrivegruppemanual, som indeholder detaljerede anvisninger til, hvordan grupperne kan organiseres og faciliteres. Manualen kræver både skønlitterær og sundhedsfaglig kyndighed, hvilket kan være en udfordring for nogle fagfolk, men samtidig understreger behovet for en tværfaglig tilgang i arbejdet med skrivning i psykiatrien”.

Anmelderen hæfter sig ved det omfattende katalog af skriveøvelser, udviklet og afprøvet gennem årene af projektets forfattere, herunder Trisse Gejl, Fine Gråbøl, Claus Handberg, Anna Rita Rieder, Sebastian Nathan og Martin Glaz Serup. Og understreger, at disse øvelser er et stort plus, da de gør det muligt at omsætte bogens budskaber til konkret praksis.

Kunsten at komme sig et værdifuldt bidrag til forståelsen af, hvordan kunstneriske udtryksformer kan spille en rolle i psykiatrien. Bogen formår at skabe en bro mellem praksis og teori og tilbyder sundhedsprofessionelle en konkret metode til at inddrage skrivning i psykiatrisk behandling. Særligt dens manual og skriveøvelser gør den anvendelig for praktikere, der ønsker at arbejde med recovery-orienterede interventioner. 

Kim Jørgensen anbefaler bogen til sygeplejersker, undervisere og andre fagfolk, der ønsker inspiration til at anvende kreative metoder i arbejdet med psykisk sårbare mennesker, er bogen et oplagt valg.

Den viser, hvordan kunst og sundhed kan berige hinanden og understreger betydningen af at give plads til patienternes egne stemmer i behandlingen.

Læs hele anmeldelsen ved at klikke HER

 

Kunsten at komme sig – Rewritalize skrivegrupper i psykiatrien
Birgit Bundesen, Jon Toke Brestisson, Pablo Llambias, Bent Rosenbaum (red.)
Forlaget Klim, 2024
395 sider, 232 kr.