”At deltage i en skrivegruppe har været en del af min identifikationsproces i forhold til at være syg, at være et menneske først og være syg bagefter”.

Charlie Hanghøj har været med omkring Center for Kunst og Mental Sundhed næsten fra starten, først i skrivegruppe tilbage i 2020, siden i virksomhedspraktik og i de følgende år som deltager i flere kreative workshops med skrivning, lyd og video. For nylig er han debuteret som dramatiker. Det vender vi tilbage til. Først lidt mere om, hvordan han har oplevet at være i en skrivegruppe.

”Man bliver inspireret af sig selv og af de andre. At få lov til at skabe og få et sammenhold og en ærlig respons fra de mennesker, der sidder omkring dig. At folk kan se pointer i ens tekst, som man ikke selv har opdaget. Det er et rum hvor kreativiteten kan flyde, og hvor man får lov til at erfaringsudveksle,” siger Charlie.

Den forskning, som er en del af CKMS-projektet, fortæller at deltagere oplever en forskel før og efter deltagelse i en skrivegruppe. Hvordan har han oplevet det?

”I den periode jeg deltog første gang, var jeg ny diagnosticeret og egentlig ret skræmt over at have fået diagnosen skizofreni, fordi jeg havde den gængse opfattelse af, at så er man bare sindssyg … I skrivegruppen oplever jeg, at man får lov til at give i stedet for at tage. At bidrage i et fællesskab, hvor alle parter er nødvendige, for at det fungerer”.

“Man indgår en kontrakt om, at vi er i et rum sammen, hvor vi er ærlige og ømme og omsorgsfulde. Men det er ikke et pussenusserum. Der er et højt niveau, og man bliver taget seriøst. Her finder man ud af, at man rent faktisk kan noget i en periode af ens liv, hvor der er rigtig meget fokus på det, man ikke kan”.

Skrivegruppe på Betty Nansen

I efteråret 2025 deltog Charlie i en skrivegruppe i samarbejde mellem CKMS og Betty Nansen Teatret. Her mødtes 10 deltagere under ledelse af forfattere fra CKMS. Derefter blev teksterne bearbejdet af en dramatiker og skulle til sidst opføres på scenen.

”Jeg gik ind i projektet med lidt ærefrygt, men også rigtig spændt på, hvordan det kunne fungere. Jeg vidste, at skrivegrupperne plejer at være ret velorkestrerede, men ikke præcist hvad der skulle ske”.

Deltagerne mødtes tre gange i en teateret store prøvesale, sammen læste de tekster guidet af CKMS’ faste forfattere Anna Rieder, Sebastian Nathan og Rasmus Daugbjerg – og skrev.

”Det er smukke lokaler, og når man skal ned på toilettet, så går man forbi systuen, hvor der står en skrædder og syr kostumer. Man kommer backstage i det her meget intime rum. Det viser, at de tager det her alvorligt, og de tager os alvorligt. Det er der meget værdi i … Og så var det et megafedt rum at skabe i”.

Undervejs fik deltagerne mulighed for at høre deres tekster læst højt af skuespiller Sarah Boberg, og efter tredje gang måtte alle slippe deres ord, som derefter blev overdraget til dramatiker og instruktør Elisa Kragerup. En oplevelse som Charlie beskriver som øm og ængstelig. Men også som givende og validerende.

”Det er altid sårbart at læse højt og det her med, at man har en skuespiller inde i rummet, det var grænseoverskridende. Og så at forvente at det kom op på en scene, uden at man havde indflydelse på, hvordan det blev produceret. Det var vildt angstprovokerende, fordi teksten jo er et stykke af en selv, og fordi den er skrevet umiddelbart. Den har ikke været gennem hundredvis af omskrivninger og har haft den mulighed for at udvikle sig dramaturgisk. Det er en øvelse. Så jeg vil beskrive det som nærmest angstfuldt, men også spændende”.

Inden tæppet går

Og så var det ellers bare at vente på premieren, mens teksterne rejste videre, blev bearbejdet for at skulle opføres af tre skuespillere på Edison-scenen, som er en del af Betty Nansen Teatret. Stykket havde nu fået et navn: ’Vi har revideret jeres indhold’.

”Jeg prøvede at slå det lidt hen og at nyde, at det var ude af mine hænder. Men på selve dagen, hvor stykket skulle opføres, der gik jeg godt nok og rystede. Jeg tog alene derind og skulle mødes med nogle af mine pårørende. Og så mødtes skrivegruppen i foyeren, og der var mulighed for at give et kram og høre, hvordan det gik. Hvordan det føles, var det vi snakkede mest om”.

Derefter fulgtes hele skrivegruppen ind i teatersalen. For nogle var det første gang, de så scenografien til ’Kejseren af Portugalien’, som stykket blev opført i, andre havde set forestillingen, inden skrivegruppen gik i gang.

”Jeg var meget spændt. Hele stykket startede så med, at de læste min tekst op. Det var noget af en overraskelse. Men på en måde var luften også taget af ballonen, og jeg kunne læne mig tilbage og nyde de andres tekster”.

Charlies tekst ’Vi og nogle af os’ både indledte og afsluttede ’Vi har revideret jeres indhold’. Først læst højt af én skuespiller og til slut af alle tre.

”Ja, det var også en overraskelse. Min tekst handler om at føle sig udenfor i den normalitet, der er. Ikke at have en partner eksempelvis. At være en del af det store sørgelige flertal, som ikke får det ud af livet, som man gerne vil. Jeg synes, det var en fin måde at pakke forestillingen ind. Vi og nogle af os. ’Vi’ gør noget, og ’nogle af os’ får noget ekstra. Jeg synes selv, det var en ret fin tematik”.

Nu er der gået et par måneder siden skrivegruppen og opførelsen. Hvordan føles oplevelsen, når han ser tilbage?

”Jeg tager med mig, at det er noget, jeg er stolt af. Og det er meget sjældent, at jeg er stolt af ting på den måde. Det har en værdi i en større sammenhæng. Jeg føler mig omfavnet og taget seriøst. Af alle både fra Betty Nansen, fra CKMS og af de andre skribenter …. Man har brugt ressourcer på at lave det her sammen. Selvom vi ikke alle har siddet sammen, blev teksten taget videre og fortolket og sat op, som noget vi alle har et aftryk i. Jeg oplever, at vi bærer hinanden frem”.

Måske får stykket et videre liv

”Jeg tænker helt klart, at det ikke er et afsluttet projekt. Jeg ville ønske, der var en optagelse, så man kunne opleve det igen. Teater er jo en engangsoplevelse, som jeg gerne vil fortsætte”.

Lige nu ligger projektet stille. Men der arbejdes på at skaffe midler til, at ’Vi har revideret jeres indhold’ kan laves i en turnéversion, som kan vises på psykiatriske centre rundt om i landet.

”Det her med at bringe teater ud til folk, der ikke har samme adgang, det er rigtig, rigtig vigtigt. At få kulturen ud til mange i stedet for få, og ikke bare dem, der har ressourcerne til at tage i teatret,” siger Charlie.

”Jeg vil være megastolt, hvis det lever videre. Og håber det kan være med til give inspiration til dem, der er psykisk sårbare. At andre kan opleve, at der er en mulighed for at blive taget seriøst og skabe noget. Hvis man er midt i en indlæggelse, kan alt føles ligegyldigt. Men det er det ikke. Du er ikke et ligegyldigt menneske. Du har værdi, og du kan noget, og det noget skal du bare finde”.

”Forløbet har været med til give mig et mere positivt selvbillede og en tro på, at det jeg siger har en værdi. Det her er ikke bare en øvelse for, at jeg skal få det bedre rent psykiatrisk. Det er noget, man arbejder på som menneske”.

Fotos fra Betty Nansen skrivegruppen: Catrine Zorn (forsiden) og Karen Gahrn (billedgalleri)