I denne måned vil Center for Kunst og Mental Sundhed (CKMS) blive transformeret om til en hel anden verden, en ny måde at være i psykiatrien på. Bag transformationen står performancegruppen Sisters Hope, som samarbejder med CKMS om projektet ’White Light Black Whole – The Healthcare System of a Sensuous Society’.

”I Sisters Hope arbejder vi ud fra det sanselige samfunds manifest, hvor vi forestiller os, hvordan forskellige samfundsinstitutioner ville være, hvis det ikke længere var den økonomiske rationalitet, men den æstetiske dimension og det sanselige og poetiske, som var styrende,” forklarer Sisters Hopes grundlægger og kunstneriske leder, performancekunstner og ph.d. Gry Worre Hallberg.

”Vi nøjes ikke med at forestille os det. Fordi vi er performancekunstnere, så lever vi den virkelighed. Man kan sige, at vi donerer vores kroppe til at udforske en del af det sanselige samfund”.

Den prisbelønnede performancegruppe har gennemført storskala projekter herhjemme og i udlandet, blandt andet har de gennem ti år undersøgt, hvordan skolen og uddannelsessystemet kunne se ud i et sanseligt samfund. Og i tæt samarbejde med CKMS og faglig direktør Birgit Bundesen er ideen i en slags arbejdende værksted at vise, hvordan sundhedssektoren og specielt psykiatrien kunne se ud, hvis sanselige og poetiske værdier var det væsentligste.

”Vi kalder det et laboratorium, for vi tænker det ikke som en utopi. Det er en begyndende undersøgelse af, hvordan man kunne bygge en sundhedssektor på helt andre præmisser. Vores pointe er, at det sanselige i vores del af verden har været så nedprioriteret, at der helt sikkert er noget værdi at hente for stort set alle sektorer i samfundet. Og nu er det så sundhedssektoren, som vi begynder at pakke ud i samarbejde med fagpersoner hos CKMS”.

Mød det sanselig univers

Således vil den enkelte deltager, der træder ind på anden sal hos CKMS møde et univers båret af varme, omsorg og sanselighed.

”Vi har et auditivt og visuelt univers, et rituelt performanceunivers, som er udviklet og forfinet gennem 20 års praksis,” forklarer Gry.

Igennem årene har Sisters Hope arbejdet inden for kunstverden, bl.a. på Den Frie, Statens Museum for Kunst og i år på KUNSTEN i Aalborg såvel som museer i udlandet. Men de er også gået ud i virkeligheden og har lavet såkaldte ’Takeovers’ og det er præcis det, der kommer til at ske hos CKMS.

”CKMS er et helt specielt sted, fordi centret både er en del af psykiatrien med faglighed inden for det område, samtidig med at det rummer kunsten, samarbejder med kunstnere og er et udstillingssted, der åbner en sprække for kunstnerisk væren og virke inden for psykiatrien”.

Beskriv, hvad man vil møde hos CKMS?

”Vi har et atmosfærisk og sansemættet soundscape, som spiller 24/7, så det vil være det første, du hører – og det vil nok også sive lidt ud på trappen. Ofte arbejder vi med dæmpet belysning , tykke gulvtæpper, dufte og initieringsritualer. Man vil måske opleve det som at træde ind i en rede eller en livmoder, altså et helt andet varmt og omsorgsfuldt rum, som fx kan invitere til at man lægger sig ned, ” siger Gry.

”Der sker ofte, at folk begynder at bevæge sig langsommere, tale lavere. Vi taler om at skabe en andenverdenslighed. Og vi arbejder med langsomhed og stilhed, fordi det er den største kontrast til den hurtig og larmende verden udenfor. Du skal føle, at du forlader hverdagen og går ind i en helt anden virkelighed. Du skal ikke bare tænke sanselighed som en mulighed, din krop skal mærke den”.

Deltagerne vil også møde medlemmer af Sisters Hope, som gennem forskellige ritualer og øvelser vil åbne muligheden for, at den enkelte kan opleve en større sanselighed.

”Vi uddanner vores performere, vores Sisters staff, til at de skal kunne åbne en portal ind til at kunne være i verden på en anden, mere sanselig måde. De er trænet i at sluse folk ind i en anden måde at navigere på, som kroppen kan mærke”.

Vejen mod en ny psykiatri

I ’White Light Black Whole’ vil deltagere kunne være med på flere måder. Nogle af mulighederne vil være, at man kan købe billet til et døgns ophold. Sundhedspersonale vil blive inviteret til en slags recidency. Og som psykiatribruger vil man have mulighed for at deltage i et seks timers forløb.

Hvordan vil dette univers adskille sig fra hverdagen i psykiatrien?

”Man vil møde mennesker, der ikke har så travlt, ikke er fokuseret på effektivitet, men arbejder med en anden tidslighed, hvor det ikke handler om bare at komme fra A til B til C, men handler om mødet mellem den, der træder ind, og os, der tager imod, så man kan gå dybere og dybere ned, måske ind i sine indre landskaber”.

Deltagerne vil med Grys formulering blive inviteret til at møde deres eget Poetiske Selv, som er helt centralt hos Sisters Hope.

”Samtidig med at du bliver budt indenfor, vil du også blive inviteret til at gå på opdagelse i dig selv og benævne noget af den poesi, vi tror på, du har inden i dig og gøre den synlig for omverdenen. Vi forstår det Poetiske Selv som iboende poetisk potentiale og som et værktøj til at arbejde med sit indre liv som en ny mental økologi. Denne ekspansion af vores indre mulighedsrum og ydre manøvrerum er hovedfokus for Sisters staff, vi kalder dem i denne sammenhæng Poetic Caretakers”.

Gry understreger, at alt foregår i et tæt samarbejde med CKMS og fagpersoner her.

”Vi er ikke eksperter i psykiatri, vi er eksperter i at åbne rum for mere sanselig væren – og det møder den faglige virkelighed, der er her.”

Søstrene arbejder med tre lag på vejen mod det sanselige samfund. Kort fortalt så handler det om at finde sit eget poetiske selv, men også at vise det og bruge det. Først går man indad, så skaber man sit billede og sin plads i verden og endelig – hvis man kan – så går man ud i verden og inviterer andre ind og bruger poesien og sanseligheden i praksis.

”Vi arbejder med en ny type performancekunst som vi kalder ’Inhabitation’ eller ’beboelseskunst’, hvor vi ikke bare invitere til at betragte værket, men inviterer publikum ind og deltage”.

Sisters Hope ser deres praksis som en art poetisk aktivisme. Så deres håb er ikke bare, at den enkelte skal have det rart, men at der skabes en forandring, som kommer indefra og strækker sig ud i hverdagen bagefter.

Det kunne fx være sundhedspersonale, som begynder at kigge på deres praksis og den faglige tilgang på en anden måde. En forsker, der ser lidt anderledes på sine data. Eller måske en psykiatrisk patient, der siger til sin læge: ’Jeg har virkelig brug for et rum, hvor der er mere varme, og tiden ikke er så presset’ – og på den måde skubber til små forandringer.

Sanselighed som et svar på polikrisen

Men lad os lige et øjeblik stoppe op ved, hvorfor dette er vigtigt lige nu. Hvorfor mener Gry og Sisters Hope, at psykiatrien har brug for sanseligheden.

Svaret kræver, at vi går lidt tilbage i tiden, hvor Sisters Hope begyndte deres praksis omkring 2008 som et modsvar til den finansielle krise og som svar på den vedvarende økologiske krise.

”Man kan på en måde kalde vores praksis for en krisepraksis idet den kan forstås som respons på krisen. Og det er kun blevet mere nødvendigt i de senere år. Vi lever jo i en polykrisetid, hvor mange alvorlige og sammenfiltrede kriser forstærker hinanden,” siger Gry.

”Vores nuværende økonomiske rationalitet, som tegner vores samfund og herunder sundhedsvæsnet med dets effektivitetsparametre, –  Det system har en masse dysfunktionaliteter i sig. Vi vælger, at se krisen som et mulighedsrum, en sprække, hvor man kan kile sig ind med poetisk-aktivistiske praksisser der tilbyder et andet værens, samværs og praksis rum”.

Gry opremser eksempler på teorier og billeder på revner og sprækker og deres iboende mulighedsrum hos filosoffer og kunstnere fra Karl Marx’s teori om pirateri som et ’interstice’ over Hakims autonome zoner og Bourriauds mikroutopier til Leonard Cohen, der synger ’There’s a crack in everything that is how the light get’s in’.

”Der er mange teorier om kraften i mellemrumet. Selv kan jeg godt lide billedet af en kile, der kan presse sig ind i sprækken og gøre sådan her …”.

Gry viser med hænderne et rum, der udvider sig. En rum, hvor man kan kile sig ind med en anden dagsorden.

”Som samfund italesætter vi flere mentale kriser over ensomhed, angst og depressioner. Vi oplever stor mistrivsel, og vi ser generelt en mental økologi, som krakelerer,” siger hun.

”Det poetiske selv kan man forstå som en ny mental økologi, et mulighedsrum inde i en selv, hvor man kan åbne for en ny måde at være i verden på. Og det kan for mange føles healende. Og vi tror på, at det kan ændre den sociale økologi, vi er i, og ultimativt begynder flere at huske at alting er forbundet. Vores krop, vores celler ved det godt, men vi skal huske det. Vi kan have en følelse af afkoblethed. Men det er en illusion. For selvfølgelig er vi forbundne. Alt er forbundet”.

Men hvad er det, der får dig til at tro, at det poetiske og sanselig er stærkt nok til at overvinde disse vilde kriser …

”Jeg tror, det er en del af svaret. Blandt andet baseret på min egen forskning. Jeg har jo bevidnet det, der sker i vores praksisser, hvor mange opdager, at de kan være i verden på en anden måde. Og hvor healende det er for dem. Det har jeg oplevet med vidt forskellige mennesker, som er trådt ind i vores univers. Derudover har jeg skrevet en ph.d., hvor jeg blandt andet gennemgik 800 notesbøger fra deltagere, som skrev om deres oplevelser”.

En langsom proces, et menneske ad gangen

Sisters Hope bygger på et omfattende fundament. Gry blev i 2021 ph.d. i kunstnerisk forskning ved Københavns Universitet med afhandlingen ’Sensuous Society – Carving the path towards a sustainable future through aesthetic inhabitation stimulating ecologic connectedness’, der udforsker, hvordan æstetiske og sanselige erfaringer kan understøtte en bæredygtig fremtid.

Derudover har hun skrevet flere artikler om Sisters Hopes praksis. Og hun fik i 2025 den hæder at blive udnævnt til æresdoktor ved Humanistiska fakulteten på Lunds Universitet som anerkendelse af hendes tværfaglige kunstneriske praksis, som netop kombinerer kunst, samfundsengagement og bæredygtighed.

”Det vigtigste, hvis vi skal skabe ændring er, at mennesket udvikler en ny måde at tænke på og en ny måde af forstå og være i verden på. De vokser frem, når du er dybt nedsunket i det sanselige,” siger hun.

”Derfor tror jeg, at der er nogle svar i kunsten og i det sanselige, som samfundet ikke har kigget til, fordi kunsten har været autonom, altså har været i sin egen sfære. Og den autonomi er kommet med den pris, at kunsten og det sanselige har mistet indflydelse, når der skulle træffes vigtige politiske beslutninger. Det er et stort område af samfundet, som ikke er ’pakket ud’. Og der er ’medicin’ at hente her. Jeg tror på social transformation gennem menneskelig transformation, men det er en langsom proces, et menneske ad gangen”.

Har du eksempler på, at den transformation, som du oplever inde i jeres installationer kan føre til reel forandring og mennesker begynder at agere anderledes?

”Vi kan jo se, at mennesker, der har fulgt os gennem længere tid, har ændret deres hverdagspraksisser. Og jeg ville ønske, jeg havde flere konkrete eksempler. Vi arbejder impactbaseret med henblik på at skabe en transformation. Men vi er jo først og fremmest et kunstprojekt, så vi har ikke altid ressourcerne til selv at lave følgeforskning,” siger Gry.

I forbindelse med projektet ’White Light Black Whole’ er CKMS og Birgit Bundesen i dialog med professor Max Liljefors fra Lunds Universitet om at følge projektet.

Du kan læse mere om, hvordan man kan deltage HER