For Johan Suurballe Wieth er musikken et sted, der skaber ro i hans hoved. Musikken er et trygt sted. Og det trygge rum vil han gerne genskabe hos Center for Kunst og Mental Sundhed.

”Hvis jeg ikke spiller musik og gør det på mange forskellige måder, så får jeg det lige som Hulken. Jeg render rundt og er Bruce Banner, som er Hulkens ene del, og hvis jeg ikke spillede musik, ville jeg hurtigt blive sådan et stort grønt monster,” siger han.

Sammen med kollegaen, Thomas Alexanderson, skal Johan lede to kunstneriske workshops for psykiatribrugere hos CKMS, hvor musik skal være omdrejningspunkt. Ideen er at skabe et samspilsrum og ved hjælp af nogle stramme rammer og simple greb bruge de to musikeres erfaring til at facilitere positive oplevelser og dermed styrke deltagerne.

”Vi vil gerne videregive, at musikken er et trygt sted, og at man er en del af verden og har en plads i andre mennesker. Og at man virker”.

Johan er komponist, musiker, uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium og har turneret over det meste af verden med sit band, Iceage, der har udgivet en række albums. Han er blevet kaldt af en af de “mest notable guitarister fra den nye generation af seks-strengede legender” af det ikoniske musikmagasin Rolling Stone. Samtidig underviser han og har også en række soloprojekter som musiker.

Du er jo en rockstjerne – hvorfor det her?

”Jeg synes, det her er lige så vigtigt, som det andet jeg laver. Jeg var så privilegeret at få lov til i en meget ung alder at rejse rundt i verden og spille musik med mine bedste venner. Det havde så den bagside, at jeg måske ikke var så rustet til resten af verden. Men jeg elsker at skabe i mange forskellige kontekster. Den måde, jeg har lært at spille på, når jeg spiller i et rockband, det er de samme greb, jeg bruger i CKMS, og når jeg underviser andre steder”.

Hvad giver det dig?

”Det er det vigtigste i hele verden. Det at skabe med andre mennesker er en urfølelse, som alle har brug for. De ved det måske ikke, men hvis man får en oplevelse med musikken, så forstår man. Når jeg spiller med folk fra centret, så har jeg optur over at spille sammen. Det er et andet sonisk udtryk og en anden arbejdsform end med mit band. Men oplevelsen og glæden er lige så stor”.

Musikerne i Johans band fandt hinanden tidligt og har spillet sammen siden til i dag, hvor de har rundet de tredive.  Trommeslageren mødte Johan i børnehaveklassen.

”Jeg tror, vi blev venner på tredjedagen, hvor alle andre var ude at lege, mens vi to sad indenfor og tegnede. Og så har vi holdt sammen siden, vi blev tidligt interesseret i musik, og så mødte vi forsangeren i folkeskolen, da han var 12 år. Man tiltrækkes af mennesker, som vil de samme ting. Vi undersøgte verden sammen og fik hurtigt fornemmelse af, at vi kunne noget unikt sammen”.

Selv har Johan balanceret på kanten af psykiatrien, men fandt et fællesskab i bandet, som har passet på hinanden og støttet ham.

”Ingen af os har holdt af musikundervisning. Vi lærte at spille sammen. Et sted, hvor ingen sagde: ’Hov, nej, det er forkert’. Og det er det vi gerne vil hos CKMS. Vi vil skabe en nysgerrighed og udforske musikken sammen,” siger Johan.

For ham er en vigtig del af arbejdet i grupperne at opøve og træne evnen til at lytte til musikken.

”Man lytter imens, til sig selv og til andre, og man lytter bagefter. Hvad er det jeg gør i forhold til helheden? Det er et rum, hvor vi lærer at lytte – og det er noget, man kan bruge som menneske. Jeg tror, man kan blive et bedre og mere balanceret menneske af at lære at lytte”.

Om musikworkshoppen

I efteråret 2023 viste et pilotprojekt med musikworkshops, at musikken var med til at styrke deltagernes håb og samhørighedsfølelse og hos nogle var med til at højne funktionsniveauet. Den enkelte workshop er bygget op over en fast skabelon.

”Opgaven var at skabe trygge rammer for at skabe improviseret samspil med folk som er totalt grønne i forhold til at spille på instrumenter og spille sammen. Så kom jeg i tanke om et system, jeg havde mødt for nogle år siden,” siger Johan.

I et rum venter seks instrumenter og seks lamper. Hver deltager får et instrument. Når lampen tænder, spiller man. Når den slukker, stopper man. Et helt enkelt system, som bruges med variationer, og hvor deltagerne på skift får lov til at ’dirigere’ lamperne.

”Det kan virke overvældende at komme ind i et rum med en masse instrumenter og skulle tage det første skridt, så der er nogle stadier. I starten er man sammen i en sektion. Og så spreder vi det langsomt ud, så hver deltager får en lampe. Systemet har også den fordel, at de som normalt ville tale højest først, ikke nødvendigvis gør det. Instrumenterne kommer til at tale i stedet”.

En musikworkshop kører ligesom CKMS andre kunstneriske workshops 15 gange, og planen er at musikgruppen slutter med en fælles koncert. Og her er det vigtigt at sige, at det ikke handler om at være dygtig, men om at kaste sig ud i skabelse af noget nyt, og der er masser af hjælp undervejs.

”Thomas og jeg spiller med, fordi vi med vores erfaring kan skabe en kerne af noget, som folk kan følge, et lille melodisk tema eller en harmoni. I starten styrer vi lyset, senere får alle der vil, lov til at være den, der dirigerer lamperne og musikken”.

Billeder: Vi mødte Johan i hans øvelokale i den nordvestlige del af København.