Kultur og sundhed: Vi skal være en del af hinandens virkelighed
Når vi siger idræt, så tænker mange helt automatisk: Det er sundt. Michel Steen-Hansen kunne ønske sig, at vi på samme måde helt automatisk tænkte: Kultur, det er sundt.
Michel Steen-Hansen er direktør i Danmarks Biblioteksforening, som er interesseorganisation for landets folkebiblioteker – de biblioteker, der i mange kommuner er den største og den langt mest besøgte kulturinstitution.
”Vi skal have udvidet begrebet, så kultur ikke bare ses som ’at gå i teatret’, men at det også handler om deltagelse i kultur, om fællesskab, og hvad det kan bevirke af trivsel og sundhed,” siger han.
Hvorfor er det vigtigt med alliancer på tværs af de mange aktører inden for både sundhed og kultur?
”Vi har det med at tale ind i vores egen praksis og vores egne siloer Og det er ikke altid, vi lytter til hinanden,” siger Michel Steen-Hansen.
”Det er vigtigt for mig, er at vi får samarbejde tænkt ind i driften både i kulturbranchen og i sundhedssektoren. Hvis vi skal skabe handling, skal man helt fra det forebyggende til det helbredende tænke ind i hinandens virkeligheder”.
Er alliancedannelse specielt vigtig lige nu?
”Ja, fordi der er bevægelse, der kan se ud til at gå den anden vej. Den nye sundhedsreform fjernede regionernes mulighed for at arbejde med kultur i deres virke med sundhed. Og det protesterede vi mod”.
Den debat styrkede dialogen med både regionspolitikere og regionsformænd, som i højere grad viste interesse for de forskellige initiativer om kultur og sundhed, oplevede Michel Steen-Hansen. Fremadrettet ser han en mulighed i at tænke kulturen ind i de kommunale indsatser.
”Nu, hvor vi skal opbygge sundhedscentrene, ser jeg en mulighed i, at arbejdet med kultur og sundhed igen flyttes ud til primærkommunerne. De har en interesse i forebyggelse, fordi de er tættere på borgerne, og fordi de får regningen, når borgerne ikke trives eller bliver syge,” siger han.
”Samtidig har vi brug for at udvide sundhedsbegrebet. Mange har sygdomme, som fører til isolation og ensomhed. Du har brug for at være en del af et fællesskab og finde en mening, og det er noget af det, kulturen kan”.
Hvad betyder et symposium, som det CKMS var med til at arrangere om alliancedannelse for nylig på Christiansborg?
”Der bliver skabt fokus på, hvad vi kan i fællesskabet. Det skaber kontakt mellem os, der er ude i feltet. Og det er en lejlighed til at se på nogle af de resultater, der allerede er opnået, når vi taler om kunst og kulturs mulighed for at styrke sundheden”.
”Vi kunne se, at politikerne lyttede. At kulturudvalget lyttede. Og da jeg tog videre til Folkemøde, kunne jeg jo slet ikke lade være med at nævne i debatter og samtaler, hvor givende og betydningsfuld, jeg havde oplevet denne her rundbordsalliance være”.
Hvordan ser du Danmarks Biblioteksforenings rolle?
”Vi kan hjælpe kommunerne med at løse en svær opgave. Litteraturen, bogen og læsning kan noget. Men vores indsats skal forstås meget bredere. Vi har kontakt til vidt forskellige brugere, fra mødregrupper over mennesker med anden etnisk baggrund til de psykisk sårbare. Biblioteket er et neutralt rum, hvor rigtig mange føler sig trygge”.
Michel Steen-Hansen nævner en række af de initiativer, som allerede er i gang på landets biblioteker. Det spænder fra læsegrupper over guidet fælleslæsning til læsekredse for psykiske sårbare eller ”det vi har kaldt unge på kanten i forhold til, om man kan læse sig til demokratisk deltagelse”.
Bibliotekerne har en platform, der gerne samarbejder med andre aktører som fx Center for Kunst og Mental Sundhed.
”Hvis vi skal have kultursektoren og sundhedssektoren til at tale sammen, så tror jeg, vi skal have et pres eller en forståelse fra oven fra politikerne, og her er det vigtigt, at CKMS kan dokumentere, at det her hjælper”.
Michel Steen-Hansen nævner som en mulighed, at bibliotekerne rundt om i landet kunne være vært for skrivegrupper og understreger, hvor vigtig det er, at det ikke kun bliver enkeltstående projekter med en kort finansiering, men at man tænker bredt med flere aktører og en lang tidshorisont.
”Guidet fælleslæsning er et eksempel. Der var fokus i en periode, hvor der var afsat projektmidler, men det skal jo tænkes ind i dagligdagen. Først der har vi nået målet. Og det er her alliancedannelsen er vigtig. Kunst og sundhed skal tænkes ind i hinandens lovgivning og i hinandens dagligdag”.