Center for Kunst og Mental Sundhed inviterede til oplæsning og samtale under dette års kulturnat og både forfattere, forskere, patienter og pårørende tog imod invitationen og kiggede forbi kirkesalen i Huset for Mental Sundhed i løbet af aftenen.

 

Digter Signe Gjessing tog os med helt ude i himmelrummet og dybt ind i sit indre, da hun læste op af sine digtsamlinger ’I kan da også bare skrive om stjernerne!’ og ’Illuminationen af alt’ under hvælvet i kirkesalen.

 

Signe Gjessing kredsede om stjerner i sine tekster, og de flygtige stjerner var også med, da forfatter Joakim Vilandt læste uddrag af et helt nyt manuskript og på den måde gav tilhørerne et hudløst indblik i et endnu ikke udgivet værk.

 

Lektor emeritus Jørn Erslev Andersen fra Århus Universitet satte lyrikken i perspektiv med uddrag af sin seneste bog ’Digt & Sætning’, som er en både personlig og kritisk bog om det skrevne ord i aktion og om diagnoser og psykiatri.

 

Birgit Bundesen, overlæge og stifter af CKMS, satte scenen, interviewede og faciliterede debatten.

 

Vil du være med?

 

Hver fredag kl. 13-17 holder Joakim Vilandt åbent skriveværksted for brugere af psykiatrien hos CKMS på 2. sal i Huset for Mental Sundhed.