Nu er ‘Kunsten at komme sig’ i trykken
Helt frisk forside på vores nye bog. Udgivelsesdato ligger endnu ikke fast, men lige nu er bogen i trykken – og vi kan næsten ikke vente.
’Kunsten at komme sig. REWRITALIZE – skrivegrupper i psykiatrien’ er resultatet af syv års arbejde med REWRITALIZE skrivegrupperne, der har bestået af forskere fra både sundhedsfagene og humaniora, forfattere, klinikere og psykiatribrugere. Et stort arbejde, som det har kostet kærlighed, knofedt og en kæmpe fælles indsats at komme i mål med.
Bogen har været længe undervejs. De første samtaler om at samle erfaringerne fra skrivegrupperne i REWRITALIZE begyndte allerede i 2017. Måske der endda allerede var talt i sofakrogene og tænkt over det tidligere. Overvejelserne om, hvordan bogen skulle se ud, og hvad dens formål skulle være – anvisninger af at skrive, undersøgelse af psykisk lidelse, arkiv, katalog – har været mange, og samtalerne både besværlige og frugtbare.
De første tekster til bogen blev færdige for mere end to år siden, de sidste i oktober i år. Tak til alle der har bidraget til denne bog: for den store generøsitet i det, I har afleveret og for tålmodighed med den lange tilblivelsesproces.
Vi håber med bogen at kunne bidrage til feltet kunst og mental sundhed ved at inspirere forskellige, der er interesserede i skriveundervisning i psykiatrien og give konkrete erfaringer videre, som er afprøvet i praksis og forskningsunderbygget.
I bogen kommer både brugere, forfattere og sundhedsfaglige til orde. Bogen begynder med erfaringsbårne tekster fra både forfattere og deltagere i grupperne. Vi deler også en manual til REWRITALIZE-formatet og en række skriveøvelser. Sidste del af bogen er fagfællebedømte akademiske bidrag, som er tænkt som en start til den teoretiske samtale.
Vi ser frem til at fortælle meget mere om bogen.