Ny direktør hos CKMS: Stort velkommen til Ida!
Første marts tiltræder Ida Enghave som ny direktør hos CKMS.
Ida kommer fra NGO’en ‘Just Human’, som hun de seneste 11 år har bygget op sammen med stifteren Chris MacDonald. I Just Human har Ida arbejdet for at styrke børn, unge og voksnes mentale, sociale og fysiske sundhed og trivsel gennem fællesskaber, søvn, sunde digitale vaner, bevægelse og leg. Blandt andet i projekter i partnerskaber med andre aktører som Mary Fonden, Red Barnet med flere om indsatser målrettet erhvervsuddannnelser, skoler og fællesskaber i fritidslivet.
”Vi har i ansættelsesudvalget været begejstrede for Ida’s profil, fordi hun har taget hele rejsen fra at have en god ide og skaffe midler til i dag at have opbygget en værdibåren og landsdækkende organisation. Vi har også lagt vægt på bred erfaring med administration, projektledelse, økonomistyring og organisering på tværs af sektorer. Jeg ser meget frem til samarbejdet,” siger Birgit Bundesen
“Jeg ser frem til at bidrage til Center for Kunst og Mental Sundheds vigtige arbejde med at skabe kreative fællesskaber præget af ligeværd, venlighed og tryghed. Stifter, bestyrelse og alle involverede har på imponerende vis opbygget en organisation, der gør en reel forskel,” siger Ida Enghave.
”Vi mennesker trives bedst i fællesskaber, og jeg håber at kunne bringe min erfaring i spil – både når det gælder at fremme gode fællesskaber, udvikle og udbrede projekter, etablere samarbejder og bidrage til en rar og inkluderende kultur. Det er kompetencer, jeg har arbejdet med gennem 11 år som direktør i Just Human og tidligere bl.a. otte år i Hjerteforeningen med ansvar for sundhedsfremme”.
Ida og Birgit vil fremover fungere som et direktørteam, hvor Ida er driftsdirektør (COO) med ansvar for administration og økonomi, mens Birgit er faglig direktør (CPO) med ansvar for den kunstneriske udvikling og forskning.
Ida’s start betyder samtidigt at Keld Stehr Nielsen træder af som direktør, men fortsætter hos CKMS som forsker en dag om ugen.
”Keld kom til i 2023 og har været en uvurderlig hjælp og støtte i en urolig fase, hvor centeret skulle professionaliseres og organiseres. For mig har Kelds støtte og alt det han kan, været altafgørende for at vi er det gode sted, vi er i dag,” siger Birgit.
Sifter af Just Human, Chris MacDonald, giver Ida disse ord med på vejen:
”Gennem 11 år har du spillet en helt afgørende rolle i at bygge, drive og forme Just Human til det, det er i dag. Det kræver både mod, vedholdenhed og hjerte – og du har leveret det hele. Fra de første skridt på Amager Fælled til 10-års jubilæet i Fælledparken og alt det imellem – dit aftryk er tydeligt. Jeg er så stolt af dig og den rejse, du nu bevæger dig videre ud på. De er heldige at få dig, og jeg er ikke i tvivl om, at du vil gøre din nye rolle stolt”.