Som forsker har Allan Køster sat sig for at undersøge noget, der både lyder svært og enkelt: Hvad er den virksomme ingrediens i kunst, når kunst bruges i forbindelse med recovery og psykisk lidelse?

”Hvis vi skal kunne argumentere for at kunst skal have en større rolle i psykiatrien, så er vi nødt til at kunne sige, hvad kunsten gør ved os mennesker. Så jeg vil gerne prøve at indkredse, hvad det er ved kunsten, der gør, at den hjælper mennesker med psykisk lidelse,” siger han.

”Vi har en gruppe brugere, som er utroligt glade og siger, det hjælper dem at arbejde med kunst. Nogle siger endda, at det har reddet deres liv. Men vi har ikke nogen dybdegående forklaring på, hvorfor det er sådan. Hvad er den virksomme ingrediens i kunsten? Hvad er det der gør, at kunst opleves som livstransformerende for folk, der står i svære erfaringer?”

Allan Køster er filosof, har en ph.d. i psykologi og har været ansat ved Psykologisk Institut i Aarhus og Aalborg. I dag er han seniorforsker på Det nationale Sorgcenter, hvor han i forbindelse med, at sorg er blevet en psykiatrisk diagnose bl.a. har undersøgt, hvordan sorg opleves. Det er alt sammen erfaringer, han bringer med sig til Center for Kunst og Mental Sundhed.

”Folk kan forholde sig til, at du har et problem, så får du en pille og så går det væk. Det passer ind i en form for teknisk rationalitet. Når man så kommer og siger, at kunst er godt, så er det meget sværere at forholde sig til. Nogle køber ind i præmissen, mens det for andre er uforståeligt. Derfor er det vigtigt at kunne forklare, hvad det er kunsten kan i forhold til at lindre lidelse og skabe recovery”.

Metode til at undersøge ændringer i erfaringer

En del af Allans videnskabelige arbejde har været at udvikle metoder. Metoder til hvordan man i samtale med mennesker kan undersøge ændringer i folks erfaringer. Det forklarer han på denne måde.

”Hvad er det, der sker, når man bliver psykisk syg? Der kan for eksempel sker ændringer i den måde, vi opfatter helt basale dimensioner som rum og tid. Vi erfarer alle i tid, i psykisk sygdom kan tiden forandrer sig. Ved depression kan den gå i stå, ved mani speeder den op, i sorgen ender man måske med at være fanget i et ’nu’, og så er der helt særlige tidsforskydelser i forbindelse med skizofreni”.

Sammen med en amerikansk kollega har Allan udviklet en metode til systematisk at undersøge disse typer grundlæggende ændringer i folks erfaringer, og netop den metodiske og systematiske tilgang skal nu bruges hos CKMS.

Hver onsdag deltager filosoffen i en skrivegruppe med brugere af psykiatrien, og senere på året er planen, at han også deltager i kunstneriske workshopforløb, hvor deltagerne producerer film.

”Jeg er med i gruppen på lige fod med deltagerne, og på den måde skærper jeg min forståelse og forbereder mig. Senere laver jeg længere, grundige interviews med henblik på at få viden om, hvorfor det opleves meningsfyldt at arbejde med kunst”.

Kunstgruppernes frirum

Forskningsarbejdet er kun lige begyndt, men Allans antagelser – og han understreger, at det kun er antagelser – er, at arbejdet med kunst har en aflastende effekt.

”Kunstgrupperne er et frirum på flere måder. Det er et frirum fra psykiatriens sprog. Din identitet bliver som psykiatribruger ofte meget begrænset og fastholdt i visse typer af kategorier. Og det kan være enormt tungt at blive reduceret til. I det øjeblik man arbejder med fiktion, opstår der en legende tilstand. Der er ikke noget sandt eller ikke sandt. Man fritages for at tage stilling til om ens erfaringer opleves på samme måde af andre,” siger han.

”En anden antagelse er, at det er en måde at undersøge sig selv på. Man kan være ærlig uden at skrive jeg, uden formkrav. Det er et frit rum, hvor man kan være undersøgende, uden at tage det på sig og skulle bære det socialt”.

Selvom Allan Køster fagligt har været vidt omkring, har han aldrig tidligere arbejdet med kunst.

”Det jeg indtil nu har oplevet her på centret, er folk, der arbejder konsekvent og kompromisløst med kunst. Jeg er meget overbevist af grundkonceptet. Og netop derfor vil jeg gerne være med til at finde forståelsesrammen,” understreger han.

”Mit håb er ikke bare at afrapportere, men at teoriudvikle. Kunne vi pege på 5-6 velbeskrevne faktorer, så håber jeg, at vi om et års tid har en videnskabelig artikel om brugernes erfaringer med kunst. Og hvis man har begreber for, hvordan noget er virkningsfuldt, så kan man begynde at gøre mere af det, der virker”.