Ny forskning: Skrivegrupper hjælper med recovery
Et helt nyt studie viser bedring af klinisk recovery efter 15 ugers deltagelse i en CKMS-skrivegruppe. Den kvantitative artikel er netop offentliggjort i Nordic Journal of Psychiatry med fund fra REWRITALIZE skrivegrupperne.
Studiet fokuserer på mennesker med skizofreni, som viser signifikant forbedring fra før til efter på oplevelsen af selvbestemmelse (selfefficacy), mentalisering, bedring af evnen til at formulere følelser og reduktion af psykose-lignende symptomer.
”Vores forskning viser, at der er noget spændende på færde i skriverummet. Det giver mening at skrive skønlitterært sammen med andre under ledelse af en professionel forfatter”, siger psykolog Jon Toke Brestisson fra CKMS, som er en af fem forskere bag undersøgelsen.
I forskningsprojektet hæfter han sig ved de tre hovedresultater, som deltagerne oplever efter et skrivegruppeforløb: færre psykoselignende symptomer, en øget evne til at sætte ord på indre tilstande og følelser – og en større tiltro til at kunne handle i eget liv.
”Vores studie viser, at deltager oplever en bedring, når vi taler klinisk recovery som færre symptomer og øget funktion. Men også når vi taler om det, vi kalder personlig recovery. Der er nemlig klare spor i retning af, at deltagerne også oplever at forstå sig selv og andre bedre. De giver udtryk for en øget tro på, at de kan leve et liv med mere mening – og ikke mindst en øget følelse af håb,” siger Jon Toke Brestisson.
Det er en vigtig pointe for Center for Kunst og Mental Sundhed, at kunstneriske grupper kan være en effektfuld del af en psykiatrisk behandling. At de virker, og at man kan få det bedre af at deltage i at lave kunst sammen med andre, hvis det gøres på den rigtige måde, og det bliver nu understøttet af den kliniske forskning.
”For mig viser studiet flere væsentlige ting: Deltagerne oplever en bedring, det er lykkedes os at begynde at sætte ord på, hvad det vil sige at ’få det bedre’, og det giver mening at forske i området. Der er meget arbejde tilbage, men det her er et skridt i den rigtige retning.”
Studiet er en spørgeskemaundersøgelse med 73 deltagere med diagnoser på skizofrenispektrummet, det vil sige nogle af de psykiatribrugere, som har det sværest. Senere offentliggør forskerne den kvalitative del af forskningsprojektet.
Læs mere https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/08039488.2024.2423761