Sneen falder tæt over Vordingborg, da CKMS er på besøg hos Region Sjælland for at lave Åben Skrivecafé for brugere af psykiatrien. Skrivecafeen er en smagsprøve på, hvordan en kreativ skrivegruppe arbejder.

”Jeg havde ikke hørt om skrivegrupper før og synes med det samme, at det var et meget spændende projekt, fordi der i den grad mangler noget i tillæg til vores mere traditionelle psykiatriske behandling,” siger Birgitte Lundberg, der er sygeplejerske hos Distrikspsykiatrien i Vordingborg.

Til januar starter en ny skrivegruppe hos Psykiatrien Syd i Vordingborg. Skrivegruppen er en del af Rewritalize forskningsprojektet, som efterhånden er vokset fra Center for Kunst og Mental Sundheds egne lokaler på Amager i København til en række steder over hele landet.  I år har CKMS startet hele 19 skrivegrupper. Den næste bliver i Vordingborg.

”Jeg føler mig meget ydmyg i forhold til de andre deltagere, for mange af vores brugere skriver digte og er længere fremme med at undersøge skriften.  Det er jo sjovt, at eksperten pludselig er blevet novicen,” siger Birgitte.

Sygeplejersken deltager på lige fod i øvelserne og sidder ved bordet sammen med de fremmødte brugere og forfatter Sabitha Söderholm, der skal lede skrivegruppen og er med i dag for at vise, hvordan hun arbejder.

Det, man skriver, har værdi

En af de første øvelser på denne snevejrsdag går ud på at alle skriver fem ord, som man bagefter deler med de andre. Ordene spænder fra ’Perfektion’, ’Smerte’ og ’Stillesne’ til ’Overordentlig’. Senere kan ordene bruges i en tekst.

”Jeg kunne godt have ønsket, at jeg havde fået en hånd, da jeg var yngre i forhold til at skrive. Jeg har skrevet, siden jeg var lille, og brugt det som en måde at forholde mig til verden og mine egne tanker på. Men at dele og stole på at det, man skriver, har en værdi, det er betydningsfuldt – og hvis jeg kan give noget igen, så vil jeg gerne,” siger forfatteren.

Sabitha Söderholm har udgivet flere bøger, hun debuterede i 2022 med bogen Chellam og har siden undervist på flere skriveskoler og -værksteder.

”Efter jeg selv er begyndt at undervise, har jeg været ekstra opmærksom på, hvor meget det giver at dele tekster og være sammen om noget, der kan føles privat. Man oplever, at det ikke behøver være så grænseoverskridende,” siger hun.

Livskvalitet og handlekraft

En anden skriveøvelse går ud på at beskrive ens morgen. Der er helt stille rundt om bordet, mens alle skriver på A4-blokkene. Bagefter kan man læse sin tekst højt, hvis man vil – og det vil alle, viser det sig.

”Når man taler om teksten, kan den få et andet liv. Det er ikke Birgitte, der går med hunden, det er forfatteren. På den måde kommer det måske et skridt videre end ved at kigge på sig selv hele tiden,” siger Birgitte.

Hvorfor skal man melde sig til en skrivegruppe?

”Vi taler meget om recovery. En del er den kliniske recovery, hvor vi måske kan få symptomer væk med medicin. En anden del er den personlige recovery, det at få mere livskvalitet og mening med livet og handlekraft, der kan en skrivegruppe have sin plads – og der har vi ikke haft så mange greb før,” siger Birgitte.

”De skrivetilbud, der eksisterer, koster ofte en del penge og er måske svært tilgængelige, så jeg synes, det er ret fint at gøre noget, der kan virke utilgængeligt, muligt. Vores skrivegruppe kan jo være med til, at man kan få lov til at stole lidt mere på det selv,” siger Sabitha.

Sygeplejersken får det sidste ord:

”Der er mange, som mangler noget på selvtilliden efter at have været psykisk syg i en årrække. Det er et hårdt job at være psykisk syg. Jeg tror, en skrivegruppe kan hjælpe med til at finde frem til gemte ressourcer”.

Du kan læse mere og se, hvordan du tilmelder dig HER