Ny skrivegruppe undervejs hos Psykiatrisk Center på Bornholm
Psykiatrisk Center i Rønne på Bornholm har afsat midler til selv at fortsætte med skrivegruppe og et åbent skriveværksted forhåbentlig fra maj efter at have deltaget i Center for Kunst og Mental Sundheds REWRITALIZE forskningsprojekt med skrivegrupper for brugere af psykiatrien siden efteråret 2023.
”Selvom vi har et dejligt hus og har høj brugertilfredshed, så kan skrivegrupper noget andet end resten af vores behandling. Nogle af de tilbagemeldinger, vi har fået fra patienterne, er ud fra hukommelsen: ’Jeg er syg hele ugen undtagen de timer, jeg er i gruppen’. ’Jeg får energi til at være sammen med mine børn, når jeg kommer hjem herfra’ eller ’Gud, jeg troede slet ikke at psykiatrien kunne være så dejligt et sted at være’. Skrivegrupper passer ind i vores kultur. Det er den rigtige retning at gå også at have det tilbud,” siger cheflæge Kristine Eimose Waagstein.
”Da vi havde den første skrivegruppe, prioriterede jeg selv at deltage i gruppen for at finde ud af, hvad det er, der sker i skriverummet. Og det er jeg meget glad for jeg gjorde, for ellers havde jeg ikke oplevet de her magiske øjeblikke.”
Skrivegruppen udviklede sig til et frirum
De magiske øjeblikke vender vi tilbage til. Først lidt om, hvordan projektet startede på Bornholm.
”Jeg hørte om skrivegrupperne fra Birgit Bundesen fra CKMS, som jeg har arbejdet sammen med og synes, det lød enormt spændende og som noget, der passede ind i vores hus. Da der kom penge fra Det Obelske Familiefond til projektet, blev jeg spurgt, om vi ville være med. Og jeg sagde med det samme ja, og fik det så godkendt”.
På det tidspunkt var Kristine Eimose Waagstein overlæge på døgnafsnittet, og hun blev udnævnt til cheflæge i november 2023 samtidig med, at den første skrivegruppe kørte.
”Jeg prioriterede alligevel at bruge de her tre timer om ugen. Og det er jeg vildt glad for, at jeg gjorde. Det kan være lidt svært at forstå, hvad det egentlig er, der sker i en gruppe, hvis man bare læser om det. Det kan godt lyde sådan lidt ’højt til loftet’, men når man har været i gruppen, har man mærket på sin egen krop, hvad det er, det kan,” siger Kristine.
Og hun forklarer gerne, hvad magien består i. Som læge kender hun en del af patienterne, og det at være i et rum, hvor man er mere ligeværdig, det gør med Kristines egne ord ’noget rigtig fint’.
”Der er ingen, der er eksperter i at skrive andre end forfatteren, så man er alle sammen på begynderniveau. Og så skal man kaste sig ud i at vise, hvad man har formået sammen, og man skal reflektere over teksterne sammen. Man kan mærke helt ind i sin egen krop, hvor følsomt og sårbart det er at dele det, man har skrevet. Man er også sammen om at mærke den kærlighed, der opstår i gruppen til teksterne. Man er en lille flok, der gør noget særligt sammen,” forklarer hun.
”Det at blive cheflæge var en stor mundfuld. I de første måneder, der var det bedste tidspunkt for mig faktisk at sidde i den der skrivegruppe. Det blev også et frirum for mig”.
Det giver stolthed at have en skrivegruppe
Skrivegrupperne blev ledet af forfatter Dennis Gade Kofod og sygeplejerske Bodil Rasmussen, der fungerede som co-terapeut, og de har ligget torsdag klokken 9-12. Efter at have deltaget i skrivegruppen gik cheflægen hver torsdag videre til middagskonference med kollegerne.
”De andre kunne jo se, at jeg så anderledes ud, når jeg gik fra skrivegruppen og til middagskonf. Åben, strålende, begejstret og sådan lidt svævende. Og så har jeg nogle gange kunne dele noget fra gruppen, måske om en patient, vi alle kender, som har skrevet noget fantastisk – eller som er lykkedes med at dukke op. Vi ved jo, at nogle patienter kan have det superdårligt, og det eneste de lykkedes med at møde op til, det er skrivegruppen en gang om ugen”.
Det psykiatriske center, der nu officielt hedder Psykiatrisk Center København, afdeling Bornholm, har afholdt fire skrivegrupper af 15 ugers varighed siden efteråret 2023. Inspireret af skrivegrupperne har forfatter Dennis Gade Kofod også haft et kortere skriveforløb på centrets døgnafsnit.
”For mig har skrivegrupperne givet noget stolthed. Yes, det kan vi også være med på her. Vi har jo nærmest fået en husforfatter, og det er dejligt at have Dennis i huset. Jeg gav ham på et tidspunkt en ekstraopgave til en overlægedag, hvor han lavede skriveøvelse med overlægerne, så de kunne mærke, hvad det går ud på,” siger Kristine.
”Det fik jeg vildt god respons på fra de fleste af overlægerne,” siger hun.
På samme måde, som Kristine selv deltog i den første gruppe, har flere af hendes medarbejdere haft mulighed for at deltage efterfølgende.
”Der var hele tiden en forfatter og en co-terapeut i gruppen. Men jeg valgte også at have en anden co-terapeut, så de kunne få oplevelsen. Det var dels en overlæge fra psykoseteamet og en af vores uddannelseslæger. Mit ønske er, at vi også i fremtiden kobler en ekstra co-terapeut på, så vi ikke mister den viden, hvis vores faste co-terapeut fx går på pension”.
CKMS er forbillede
De gode erfaringer fra REWRITALIZE projektet har ført til, at cheflægen har skaffet midler til, at centret selv kan fortsætte med både en ny skrivegruppe og et skriveværksted med samme forfatter og co-terapeut. Planen er, at skrivegruppen skal køre i 15 uger foreløbig én gang om året, mens skriveværkstedet er åbent hver 14. dag. Og Kristine Eimose Waagstein håber at kunne gå i gang fra 1. maj.
”Vi vil gerne være forgangssted. Men vi har nogle praktiske udfordringer, vi skal have løst, bl.a. en model for, hvordan man ansætter en forfatter på et psykiatrisk center. Men vi har gode folk, der arbejder på at få det til at lykkes,” siger Kristine.
”Forbilledet for både skrivegruppe og værksted er CKMS, som vi har et fortsat samarbejde med. Og vi har afsat midler til, at de undervejs kan tjekke, at vi holder en model-trofasthed, hvor der fx også er supervision for både forfatter og co-terapeut”.
Bruger blev ledestjerne for cheflægen
Lad os slutte hos brugerne, for en samtale med en bruger for år tilbage fik stor betydning for Kristines dedikation til arbejdet med skrivegrupper.
”En dag talte jeg med en patient, som ikke har været superbegejstret for at være hos os. Man har skulle gøre sig umage for, at han ville tale med os. En dag sad vi i hver sin lænestol og begyndte at tale om litteratur, og så åbnede han sig for mig. Jeg så nye sider af ham, og det tror jeg også, han gjorde af mig – og pludselig havde vi en form for resonans, vi havde en kontakt, som ikke handlede om sygdom eller indlæggelse. Det var et menneskeligt møde lige her og nu, fordi vi kunne dele kærlighed til litteratur,” siger Kristine.
”Han fortalte, at han skrev, men at der også var barrierer. Og lige dér tænkte jeg, at hvis vi nogensinde får en skrivegruppe på Bornholm, så skal han være den første, der kommer med.
Og han var på vores første hold. På en måde har han været min ledestjerne. Nogle gange har man brug for billeder for at kunne holde retning, og han er for mig blevet et billede på en vej, jeg gerne vil have vi fortsætter ud af med vores patienter”.
Læs mere om forfatter Dennis Gade Kofod og sygeplejerske Bodil Rasmussen arbejde med skrivegrupper på Bornholm HER