Ny udstilling udforsker og udfordrer gruppeterapien

Ida Lundens soloudstilling GROUP TECTONICS fortolker et rum, mange kender fra psykiatrien. Nemlig gruppeterapien. Et rum hvor deltagerne møder op til terapi, ofte placeret i en rundkreds, med en autoritetsfigur i form af enten en læge eller psykolog til at lede terapien.
Soloudstilling finder sted på udstillingsplatformen Ømme Knapper hos Center for Kunst og Mental Sundhed.
Med GROUP TECTONICS undersøger og skildrer Ida Lunden den intimitet og den afsmitning, der er til stede i gruppeterapirummet. Ida Lunden undersøger de relationelle kompleksiteter og de intime udvekslinger i gruppeforløbet gennem tilblivelsen af sine værker.
I udstillingen møder vi en mindre cirkel af piedestaler med morfede kroppe, der synes at være i bevægelse. Hvert skridt i skabelsen af værkerne og bearbejdningen af materialerne er gjort synlige for beskueren. Fra de rå skitser på væggene, det ubehandlede støbefiner, konstruktionen og støbeprocessen skabt af aftryk af kropsdele fra mennesker, kunstneren har omgivet sig med.
Ida Lunden bryder med de klassiske dyder for skulptur, hvor materialet er pudset flot op og skelettet skjult under et færdigt udtryk. Ved at lade værkprocesserne fungere som et værktøj for at undersøge det blottede, det rå og det ømme, åbner kunstneren op for en mere umiddelbar og gennemsigtigt udtryksform. For Lunden selv har dette været forbundet med en følelse af tage kontrol over en skabelsesproces, der har været mere ærlig og mere forbundet med omverdenen og som peger på vigtigheden af at få en bredere forståelse af det psykiatriske system.
Besøgende inviteres til at tage del i cirklen ved at sætte sig på piedestalerne og ikke kun være beskuere af situationen.
Deltagerne bliver som tektoniske plader, der berører hinanden og usynligt sætter bølger, bevægelser og skælv i gang. Man sætter et aftryk, smitter af på hinanden, efterlader måske noget af sig selv hos den anden eller i rummet.
FERNISERING: Torsdag d. 23.01.2025 kl. 15-20
FINISSAGE: Onsdag d. 13.02.2025 kl. 15-20
Åbningstider: Man-fre kl. 8-16
Forlængede åbningstider: Tirsdage + onsdage til kl. 20.
Adresse: Hans Bogbinders Alle 3, 2. tv., 2300 KBH S
Udstillingsplatformen Ømme Knapper er støttet af Roskilde Festival Fonden, Statens Kunstfond, Rådet for Visuel Kultur, Amager Vest Lokaludvalg.