Rike Freyermuth har siden 2022 deltaget i flere af CKMS’ kunstneriske workshops. Hun begyndte i en 15-ugers skrivegruppe, derefter kom hun med i et projekt med drama, hun har deltaget i en gruppe om billedkunst og senest i et pilotprojekt med dans. Om fredagen kommer hun ofte i Det åbne Skriveværksted.

I øjeblikket er Rike i gang med et praktikophold hos Center for Kunst og Mental Sundhed og i den anledning har vi bedt hende fokusere på fem pointer om, hvad det har givet hende at være deltager i centrets kreative grupper.

 

Identitet

Jeg har spillet teater i Tyskland, så jeg kendte til teaterverdenen, men skriveværksted havde jeg aldrig prøvet før. Min kontaktperson i Opus foreslog det, og jeg var klar til at prøve alt, for på det tidspunkt havde jeg det så dårligt og var ofte psykotisk.

Jeg oplevede specielt i drama, at jeg kunne spille en rolle, jeg kunne fx være en gammel sur skolelærer, og så kunne jeg udtrykke mine grænser og mit behov. Men hvis jeg ikke var i rollen, så følte jeg mig identitetsløs, grænseløs. Det fyldte rigtig meget hos mig, hvis jeg blev spurgt: ’Hvad laver du?’ For hvad skulle jeg svare. Men det blev der ikke spurgt om i grupperne. Her var der måske en, der sagde: ’Sikke en smuk farve du bruger i dit maleri ’ eller ’Hvor du er god til at udtrykke den følelse på scenen’. Og det var en kæmpesejr for mig at kunne noget udover min sygdom.

Blandt mine venner og i min familie så jeg mig selv som ’den syge’. Men her kunne jeg være noget andet end min sygdom. Ikke bare i drama, også i andre grupper – jeg føler jeg kan bidrage med noget godt. Jeg sidder i skriveværkstedet, og så bliver andre rørt af min tekst. De taler rosende og anerkendende og respektfuldt om teksten. Og så tænker jeg, ’Wauw, det er min tekst’ og bliver stolt.

 

Plads til at eksperimentere

Aftenen før, jeg skulle i skrivegruppe første gang, så tænkte jeg: ’Shit, hvad nu hvis jeg laver fejl?’ Jeg kom til Danmark fra Tyskland for otte år siden, og dansk er ikke mit modersmål. Kan jeg nu udtrykke mig fejlfrit? Og så kom jeg første gang, og det var slet ikke relevant, de tog det bare som det var. Selvom jeg ikke sprogligt var på lige fod med de andre, så var jeg det alligevel. Der blev skabt et fællesskab. Vi vidste godt, at vi havde sygdom til fælles, men vi talte ikke om det, for det var ikke relevant. Der var jo så meget andet.

I gruppen har man plads til at eksperimentere. Man bliver ikke dømt. Det er et meget respektfuldt rum, man er i. Og hvis jeg laver en ’fejl’, så lærer jeg af det, og de andre lærer af det. Jeg eksperimenterer med sproget, med min identitet, med mine grænser og med min tilstedeværelse.

 

Jordforbindelse

Jeg har tit haft en følelse af at flyve. Hvis noget blev for svært, så forlod jeg min krop og fløj omkring. Jeg havde et højt funktionsniveau, før jeg blev syg, men jeg følte ikke, at jeg var med. Jeg følte at jeg fløj omkring, jeg var gennemsigtig og var aldrig stolt af mig selv.

Nu føler jeg mig mere grounded. Det har hjulpet med grupperne. Jeg følte, at jeg fik en ny følelse af at være til stede. Det var første gang, jeg fik jordforbindelse igen, efter jeg blev syg.

Tidligere følte jeg mig usikker. Jeg vidste ikke, hvor min krop starter og hvor den ender. Er jeg for stor eller for tynd? Og så forsvandt jeg i fugleperspektiv og fløj bare rundt. Men i en rolle kunne jeg prøve af og se, hvordan den udviklede sig, og jeg fik positiv feedback. Det begyndte i skrivegruppen, men blev mere intensivt i drama. Jeg har stået på scenen hele mit liv, som barn var det med dans og ballet og som ung voksen med teater. Så jeg kan være på scenen, som jeg har lyst til, her kan jeg afprøve mine grænser, uden at det får konsekvenser og uden at skulle forsvare mig selv. Her er mere tilladt.

Nu prøver jeg at udleve rigtig mange kreative ting i min hverdag også. Jeg skriver meget derhjemme, og det er også med til at grounde mig. Det giver mig noget i mit liv, fordi jeg efterhånden har skrevet så meget. Derfor oplever jeg, at jeg har en konsekvent jordforbindelse nu. Jeg føler mig stærkere, og det er sjældent efterhånden, at jeg flyver omkring.

 

Anerkendelse

Vi har alle brug for at blive anerkendt. I min familie følte jeg mig tit som det sorte får. Min lillebror og min far og min mor, de har gode karrierer. Da jeg blev syg, følte jeg, at jeg stod stille, og at jeg faldt ud af min familie. Jeg kunne ikke bidrage med noget længere. Men nu oplever jeg at blive anerkendt for noget andet, end det man kan måle på et cv.

Før jeg blev syg, troede jeg også at jeg skulle være karrierekvinde. Jeg læste økonomi og lavede frivilligt arbejde. Jeg troede jeg skulle den vej, men det skulle jeg ikke. Og i dag er jeg meget glad for at jeg ikke gjorde det, for jeg føler mig lykkeligere nu. Jeg er meget taknemmelig for at være her, hvor jeg er.

Anerkendelsen kommer fra de andre i skrivegruppen og fra familien, som kan se, at jeg blomstrer op og har det bedre. Min far er ingeniør og forstår ikke rigtig det med kunst, men han kan se den positive virkning, det har på mig. Og så er jeg faktisk også begyndt at anerkende mig selv. Det er helt nyt og meget dejligt, at jeg fx kan se, at min tekst er god.

 

Redskaber til livet

Forleden vaskede jeg gulv efter jeg kom hjem fra danseworkshop. At genfinde redskaber til mit liv er meget afgørende.

Jeg fik rigtig meget behandling og kunne slet ikke udtrykke mig, jeg havde ikke ordene til at fortælle, hvordan jeg havde det. Men så opdagede jeg, at jeg kunne skrive det ned, for det havde jeg jo lært i gruppen, og læse det op for min psykolog. Så jeg skrev mine dybeste tanker, og så var det pludselig meget nemmere for mig at udtrykke mine følelser, og det var et stort fremskridt i min behandling.

I går var jeg ude og løbe en tur. Det var kun tre en halv kilometer, og det tog 35 minutter, så jeg løb langsomt, men jeg var simpelthen så stolt. Det kunne jeg ikke før. Det var stort, da jeg blev praktikant herude. Det er en kæmpeting for mig. Jeg kan sige til mine venner, at jeg er forskningsassistent. Det er jeg så glad og taknemmelig for – jeg har fundet en kerne indeni mig, som jeg ikke havde før. Derfor kan jeg klare flere ting derhjemme. I dag er jeg mere ligestillet med min mand, og jeg kan holde koncentrationen længere.

Min mor har altid troet på mig, og på at jeg ville få det bedre, og nu begynder jeg også at tro på det. Det har været en lang vej, men nu kan jeg fx gennemføre en længere samtale med venner eller tage ud til kulturoplevelser. At være i grupper her og at være praktikant her – jeg føler, det er det mest meningsfulde, jeg nogensinde har gjort. Jeg kan rette ryggen, og jeg har noget at bidrage med.

 

 

Læs mere om, hvordan du kommer med i en skrivegruppe HER

Læs mere om, hvordan du kommer med i en af CKMS’s andre kreative workshops HER