Hver torsdag mødes en skrivegruppe i et lokale hos CKMS. Omkring bordet sidder en forfatter, en sundhedsfaglig co-terapeut – og en gruppe pårørende til brugere af psykiatrien. En af de pårørende er Louise Witt-Hansen, som har været med i gruppen i halvandet år.

Hvem er Louise?

”I denne sammenhæng er jeg pårørende til min far, som er død nu … han døde i august. Han var bipolar, og min familie har en længere historie med psykisk lidelse, så det har præget mig gennem hele min opvækst”.

Hvorfor er du med i skrivegruppen?

”Jeg blev spurgt for nogle år siden, og der kunne jeg slet ikke overskue det, fordi det stadig var så svært for mig at forholde mig til at være barn af en psykisk syg. Men så gik der nogle år, og jeg kunne mærke, at jeg blev nødt til at forholde mig til det, så det ikke bare var sådan en stor klump inden i mig. Når jeg prøvede at tale om det, så låste alt i min krop…”

Louise fortæller om erkendelsen af at have ’brug for noget andet’. Det blev til denne skrivegruppe med andre pårørende under ledelse af forfatter Claus Handberg. Gruppen mødes en gang om ugen i tre timer – og her er kunsten i centrum.

”Det har været helt fantastisk godt. Det er en måde at eksternalisere det, man har inden i, at man skriver, og så taler vi om teksterne. Vi taler ikke om Louise og hendes barndom med sin far. Det er en befrielse, at man får lov til at se det udefra og får lov at tale om det uden hele tiden at blive holdt til regnskab for, om det nu lige præcis var sådan. Det handler mere om at få talt om følelser og om sproget,” siger hun.

Man går herfra og er …let

Skrivegruppen indledes hver gang med en kort runde, hvor deltagerne blandt andet kan nævne, hvis de har læst noget interessant siden sidst. Så læser Claus Handberg højt af en udvalgt tekst, teksten diskuteres – og efter pausen er det de pårørendes tur til at skrive en tekst. Teksterne gennemgås én for én.

”Jeg hører også de andres tekster, og det er som når man læser bøger, at man pludselig kan føle sig helt ekstremt genkendt. Eller jeg kan få en forståelse for, at her var der nogen, som havde en anden måde at gå til det at være pårørende. Det er meget, meget berigende at høre de andre læse højt,”

Hvordan har du oplevet det at være med i gruppen?

”Det har virkelig påvirket mig meget. Før var jeg fyldt af tanker om, hvad jeg skulle gøre. Og dengang min far levede – er han ved at tage sit eget liv? Alle mulige bekymringer om det at være tæt på et menneske, som har en psykisk sygdom, det kan jeg nu placere i gruppen. Jeg behøver ikke forholde mig til det. Det kan både være noget aktuelt og noget, der dukker op fra min barndom. Jeg kan slippe, og det har været en kæmpe hjælp. Tanker om fortid og fremtid … dem kan jeg placere om torsdagen”.

Har det betydet, at du har ændret dig?

”Jeg er et mindre bekymret væsen. Det at vokse op med et menneske, som i perioder var ret meget ude i torvene, gør, at jeg får katastrofetanker, fordi jeg har stået i katastrofer, og følt et ansvar fra en meget ung alder. Men nu har jeg givet mig selv lov til at have det her rum, hvor jeg kan arbejde. Her kan mine følelser være. De kan være lige så urimelige, åndssvage, sørgelige, og jeg kan udtrykke dem her i skrivegruppen.

Det kan lyde som terapi, kan du forklare, hvordan det adskiller sig?

”At gå til en psykolog kan føles enormt hårdt. Man dykker lige ned i de svære ting. Det er mig, det handler om, og det er ikke sjovt at skulle evaluere. Når jeg er her, er det ikke fordi, jeg ikke evaluerer mig selv. Men jeg går altid herfra og er enormt … let”.

”Litteratur er en form for eskapisme. Man kan få lov til at være i et rum, hvor eskapisme er tilladt, men det at skrive noget, der ligger uden for dig selv, kan samtidig rykke noget. Det er svært at forklare … men at få lov til at beskrive ting, og så kunne sidde lidt på afstand og tale om det, det gør, at man går hjem og kan se klarere”.

Jeg kan slippe ansvaret

Med om bordet sidder også sundhedsfaglig co-terapeut, psykiater Anne Lindhardt, som deltager sammen med de øvrige i gruppen. Hvordan opleves hendes deltagelse?

”Det er helt utrolig rart. Anne skriver jo med, og det er ikke sådan, at jeg oplever, at hun blander sig ret meget. Men hvis det kun var Claus, der var her, ville man ind i mellem også skulle indtage en omsorgsfunktion for de andre. Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan være omsorgsfuld, men jeg kan slippe ansvaret. Det er ikke os, der skal holde rummet,” siger Louise.

”Jeg tror, at mange, som er pårørende til mennesker med psykisk sygdom, er meget vant til at skulle være på stikkerne over for andres følelser. Hvad føler du, og nu skal jeg, og hvordan kan jeg sørge for at, uha, nu er det ved at eskalere … Man er ekstremt opmærksom på at tage ansvar over for andre menneskers følelsesliv. Men den har Anne. Vi ser det ikke meget i funktion, men som deltager ved man, at det er ikke mig, der har den opgave”.

Hvad ville du sige, hvis du skulle fortælle andre om det at være i skrivegruppen?

”Jeg kan kun sige, at det er genialt. Det ville jeg også sige, hvis andre spurgte mig. Der er noget ved det praktiske set up i denne gruppe: Skriv en tekst! Ikke alt det her ’rundt og rundt i kasketten snak’. Skriv, formuler dig, det er problemløsende, problem-op-løsende. Uden at man bliver fanget i en terapeutisk talespiral”.