Claus Handberg er forfatter. Anne Lindhardt psykiater. Vi har mødt dem til en samtale om, hvad der sker i rummet, når de torsdag efter torsdag mødes med en gruppe pårørende med det formål at lytte til og skrive litterære tekster. Det bliver en samtale om værdighed, frirum og gruppers dynamik.

Claus er forfatter og har mange års erfaring som underviser. Siden 2021 har han holdt skrivegrupper for brugere af psykiatrien hos Center for Kunst og Mental Sundhed. I 2022 blev han med Anne Lindhardt som co-terapeut tilbudt at lede en gruppe for pårørende.

”Reaktionen under det første møde i skrivegruppen var så voldsom, at jeg blev nødt til at mødes med Anne bagefter og tale om, hvad det egentlig var, der skete. Det var et helt andet rum, end jeg havde forestillet mig”.

Claus beskriver gråd, voldsomme udbrud og desperation hos deltagerne, som alle var pårørende til brugere af psykiatrien.

”Det var meget tydeligt, at stort set alle de pårørende på en eller anden måde var i et fængsel, fordi de ikke følte, de have retten til at udtrykke den smerte, der er forbundet med at være pårørende. Fokus er altid på dem, der er syge. Men her fik de lov til at tale – og skrive. Og det var meget heftigt”.

Det betød blandt andet at skriveøvelserne skulle ændres. Når Claus arbejder med psykiatriske brugere, er det meget ofte øvelser, som peger udad – væk fra dem selv. Her var det vigtigt, at øvelserne peger indad, fordi de pårørende ikke var vant til, at det måtte handle om dem.

”De oplevede retten til vrede og smerte. Og voldsomheden overraskede mig på trods af, at jeg selv er pårørende. Men jeg kender jo også det med, at man pakker det væk. Der er et område i en selv som forsvinder…”.

 

Hvad er det teksterne kan?

Anne Lindhardt er læge, psykiater og co-terapeut i et koncept CKMS har udviklet, hvor en sundhedsfaglig person deltager i skrivegruppen sammen med forfatteren. Hun er almindeligt medlem, men har et ekstra øje på reaktioner, så forfatteren kan have fokus på det skriftlige produkt.

”Gennem teksterne får man fortalt rigtig meget. Målet er at frigøre noget, og i teksterne ser vi jo også, at der er et liv uden for pårørende rollen. Det har næsten været den største oplevelse for mig, også gennem det, jeg selv skriver. Det frigør en kreativ åre, som hænger sammen med dem vi er, og vi får nogle meget stærke tekster,” siger hun.

”Den litterære distance gør, at du adresserer din historie på en anden måde, mere sidelæns. Derfor er det også vigtigt, at litteraturen er i hovedsædet. Det terapeutiske er et biprodukt,” siger Claus.

”Når du skriver, åbner du vinduer til hinandens historier gennem teksterne. Så er der fx en der siger: ’Det der genkender jeg præcist’. Nogle gange er teksten klogere, end du selv er, fordi der er ting, som kommer bag på dig”.

Hvordan fungerer jeres samarbejde?

Claus: ”Vi har et enormt godt samarbejde. Især i starten hvor vi mødtes og kunne bruge hinanden til at forstå gruppen og gruppens dynamik. Det giver en stor tryghed for mig – men også for deltagerne”.

Anne: ”For mig har det været interessant at få forfatterens blik på deltagerne, for du er tit hurtigst, dit forfatterblik spotter noget, som jeg ikke umiddelbart ser, og det har været lærerigt”.

”For mig er forskellen fra min almindelige rolle som psykiater, at vi forlader det her lidt sygdomsfikserede rum, uden at vi negligerer lidelsen og opgaven og begrænsningerne ved at være pårørende. Teksterne udvider rummet, som bliver meget større.”

En ny værdighed skrives frem

Både forfatter og psykiater understreger, at udvekslingen i gruppen er vigtig. Hver gang læser Claus højt af en litterær tekst, derefter præsenterer han en skriveøvelse, deltagerne skriver i 20-25 minutter – og til sidst læser de deres tekster højt.

”Det har været en øjenåbner både i grupper med patienter og i grupper med pårørende, hvor meget vi kan udveksle. Jeg kan huske en gruppe, hvor en af deltagerne set med mine psykiaterøjne var meget dårlig – og vi oplevede gang på gang, at vi skrev tekster, som lignede hinanden. Der skete et eller andet transpersonelt kan man sige mellem den gamle psykiater og den unge psykisk syge. Der var en resonans, som gav en udvidelse af det menneskelige rum,” siger Anne.

Det fører til denne udveksling mellem psykiater og forfatter:

Claus: ”Forskellen er skrivningen og den litterære distance. Og det at jeg har en tekst med, som jeg læser op…”

Anne: ”…vi lærer noget om litteratur”.

Claus: ”Litteraturen er suveræn i sin egen ret og behøver ikke hæfte sig i forhold til sandheden. I psykiatrien skal du fortælle på en bestemt måde. Du er en sag. Men her er det din version, du hæfter ikke for noget i forhold til sandheden”.

Anne ” … og det ender ikke som et dokument i en journal. Det er din tekst, som du kan gøre med hvad du vil”.

Claus: ”Der var en deltager som sagde, at det hun skrev, gav en ny værdighed til den, hun var pårørende til. Der kan være en stor ydmygelse i et forløb med psykisk sygdom…”

Anne:  ”…med skam knyttet til, måske en oplevelse af at have fejlet …”

Claus: ”Men her kan man skrive en ny værdighed frem. Man får nye veje. Og det opstår også ved, at du giver slip. Du ved ikke, hvordan du når frem til ordene i teksten. Det skriver sig bag om ryggen…”

Anne: ”…ja, dét er faktisk fantastisk! Men der er ikke noget af det, du skriver, der er tilfældigt. Det er forbundet med dig”.

Fortæl lidt mere om den værdighed, I oplever skrives frem?

”Som pårørende lever du i en skygge, men her begynder du at se dig selv. Man får tilskrevet sig selv egen værdighed. Og en værdighed ved teksten. Der kan opstå en stolthed over at have sin egen historie og være den, man er,” siger Claus.

”Der er to typer værdighed. Du genvinder din egen værdighed ved at producere noget, som du ofte først er sky over at dele med andre, men senere bliver du fri og kan tage imod andres reaktioner, og det giver en værdighed. Ofte skriver man sig også ind på den, der er syg, og der kan man få en anden historie skrevet frem. Det er ikke noget vi systematisk tilstræber, men det er noget der sker,” siger Anne.

”En deltager oplevede, at hun tilskrev sin bror en værdighed, hun ikke havde set i mange år. Man kan sige, at man begynder at lyslægge personen på en anden måde. Hun oplevede, at broderen fik værdigheden tilbage,” siger Claus.

Et trygt og magisk rum

Skrivegruppen mødes hver gang i tre timer i et lokale hos Center for Kunst og Mental Sundhed. Både Claus og Anne arbejder på at skabe et rum, som er trygt og samtidig åbent for nye erkendelser og alle slags reaktioner.

”Vi tilbyder et rum, hvor du får fri tale. Du kan gå ud af pårørende rollen, hvor man er vant til hele tiden at være i kontrol og på vagt. Og lige pludselig er der et rum uden bindinger. Og der sidder to med menneskeforstand, som ikke bliver forskrækkede…” forklarer den garvede psykiater.

”Jeg hørte engang en sorgterapeut fortælle, at den længste gråd, hun havde oplevet, var 12 minutter, men det var også en balletdanser med en god kondition…”

Den anekdote fører til, at forfatter og psykiater deler et godt grin. Pointen er, at gråden nok skal stoppe igen – og at man ikke skal være bange for den.

”Når man har holdt gråden tilbage i måske årtier – og den får lov til at komme ud, så er den voldsom. Det er bare vigtigt, at der er en som kan gribe, og det kan vi i skrivegrupperne,” siger Anne.

”Jeg går ofte herfra og føler mig privilegeret, for det er aldrig det samme, der sker. Rammen er den samme, men de samtaler, der opstår, er altid forskellige. Det er hele tiden nye erkendelser, når man går ind i det her kollektive rum,” siger Claus.

”Nogle gange får de, der lytter større udbytte af teksterne end den, der har skrevet. Og så går vedkommende derfra med en ny oplevelse. Det gør rummet magisk”.

Anne får det sidste ord om oplevelsen af skriverummet:

”Der er resonans, og man kan spejle sig selv i andres tekster og derved forstå sig selv på en anden måde. Og det er metoden i gruppers dynamik,” siger hun.