Symposium for kunstnere og co-terapeuter
Fredag var alle kreative og co-terapeuter inviteret til symposium hos CKMS, der for første gang havde mulighed for at samle alle på denne måde i den stemningsfulde Kirkesal.
Kunstnere og co-terapeuter er helt centrale i CKMS’ arbejde. Faktisk mener forskerne, at det er samarbejdet mellem dem, der udgør den aktive ingrediens i vores kreative workshops.
Arbejdet i en workshop er koncentreret og intensivt og kan måske virke, som om man er en lille satellit. Derfor denne dag, hvor formålet var at hilse på hinanden som fagfæller og dele nogle af de oplevelser, vi har haft i det kunstneriske gruppearbejde.
Her var oplæg fra lyd-og musikgruppen om samspil og om dialog med planter, for planter er en del af de ’instrumenter’, deltagerne præsenteres for. Videogrupper for brugere og for pårørende viste film. Vi dykkede ned i samarbejdet mellem co-terapeut og kunstner – og der var tid til en poetisk skriveøvelse. Undervejs var der gode faglige diskussioner og mange aha-oplevelser.
Performancegruppen Sisters Hope indledte med en fælles indføring i deres poetiske og sanselige univers. Og der var flere musikalske indslag, blandt andet fra studerende ved Rytmisk Musikkonservatorium, der har fungeret som ’husorkester’ ved de seneste Åben Scene-arrangementer.
Stifter af CKMS, Birgit Bundesen fortalte om det spændende år, der ligger bag os. Vi har i år sikret en varig bevilling fra sundhedsministeriet, som betyder, at vi kan tænke langt frem og fortsætte vores gode arbejde med at skabe håb, glæde og fællesskab med kunsten.
Vi er del af mange dialoger med kulturliv og sundhedsinstitutioner samt politiske bevægelser frem mod en mere koordineret indsats for kultur og sundhedsfeltet. Vi laver forskning og udvikler kunstneriske formater både i huset, men også på kulturinstitutioner og målet er at bidrage til en varig og systemisk forbedring af den danske psykiatri.
Vi siger tak til alle, som deltog – og glæder os meget til at gøre dette til en årlig tilbagevendende begivenhed.