Sebastian Nathan fik beskeden i en mail lørdag, mens han var ved at flytte for nogen: Kære Nathan. Stort tillykke med Politikens Litteraturpris. Der er prisoverrækkelse d. 12. marts.

”Jeg turde faktisk ikke rigtig tro på det, før jeg kunne læse det på nettet om tirsdagen. Det var først der, jeg blev rigtig glad, ” siger Sebastian Nathan, 28 år og husforfatter i Center for Kunst og Mental Sundhed, hvilket omfatter at lede skrivegrupper, lave såvel lobbyarbejde som holde oplæg om centret samt en overgang at være med i centrets bestyrelse.

”Prisen er jo en blåstempling af mit arbejde, som føles meget konkret. Mit eget forhold til det, jeg laver, kan veksle og kan blive meget negativt og ja, undskyldende … Der er prisen en anerkendelse af, at der er noget af det, jeg har skrevet, som har virket rigtigt for andre”.

Nathan får prisen for sin digtsamling ’Engle’, der udkom i januar sidste år. Politikens anmelder, Mikkel Krause Frantzen, kalder den ’tung og let på samme tid, klog og klar, simpel og smuk og en del af en større bølge i krydsfeltet mellem psykiatri, poesi og politik. Overordnet forsøger Nathan at finde et sprog for en erfaring, som er på grænsen til noget sprogløst, eller som i hvert fald næsten er ukommunikerbart’.

Politiken har i år valgt at indføre fire kategorier, så en jury bestående af litteraturkritikere og redaktion har indstillet i alt 12 bøger, hvorefter læserne har haft den afgørende stemme. Nathan vinder i kategorien ’De inderste rum’. De øvrige vindere er ‘Ned fra himlen’ af Liv Duvå, ‘Underskud’ af Emma Holten og ‘Team Vildmark’ af Mette Vedsø og Sofie Louise Dam.

”Det er jo skønt at få priser, men det føles også lidt unfair på en måde, for der er så mange der skriver og er rigtig dygtige. Priser kan måske komme til at skabe et hierarki af, at nogen er anerkendte og nogen er ikke. Det er vigtigt, at det hierarki ikke træder ind i de rum, hvor vi har skrivegrupper,” siger Nathan.

”Prisen er jo en blåstempling af mit arbejde, som føles meget konkret. Mit eget forhold til det, jeg laver, kan veksle og kan blive meget negativt og ja, undskyldende … Der er prisen en anerkendelse af, at der er noget af det, jeg har skrevet, som har virket rigtigt for andre”.

En nuance af noget håbefuldt

Nathans første bekendtskab med en skrivegruppe hos CKMS var som deltager efter han i 2019 afsluttede Forfatterskolen. Siden har han selv ledet flere skrivegrupper og starter i slutningen af denne måned endnu en gruppe som altid sammen med en sundhedsfaglig co-terapeut.

”Tekstsamtale er bare rigtig spændende. I starten tænkte jeg, at det fedeste var at høre om ens egen tekst, og det andet bare var noget, man skulle. Men man lærer meget hurtigt, at det er endnu mere spændende at høre og snakke om de andres tekster, fordi den der samtale er så interessant,” siger han.

”Og fordi skrivegrupperne ligger her på centret og har den kobling til psykiatrien, giver det en nuance af noget håbefuldt, synes jeg. Jeg har selv været i psykiatrien og kender mange, der er det, og teksterne har potentiale til at skabe forbindelse og forståelse og kommunikation. Hvis teksterne bare var en undskyldning for behandling, det ville jeg ikke kunne finde ud af. Behandlingen bliver et biprodukt, mens det er teksterne, man giver sig hen til”.

Men hvad betyder det tilbagevendende arbejde med skrivegrupper for Nathans forfatterskab?

”Jeg går altid fra en skrivegruppe med et ja, nyt syn, et genopfrisket syn i hvert fald. Skrivegrupperne bestyrker min tro på litteratur. Det betyder noget, at forløbene er så lange, 14 uger og så en ekstra gang efter en måned. Den måde, man lærer hinanden at kende gennem teksterne, viser hinanden omsorg ved at kritisere og tale om tekster. Vi lærer hinanden at kende som skrivende fra uge til. Hvis man efter et stykke tid lavede en blindtest, ville man ikke være i tvivl om, hvem der havde skrevet hvilken tekst”.

”Jeg går altid fra en skrivegruppe med et ja, nyt syn, et genopfrisket syn i hvert fald. Skrivegrupperne bestyrker min tro på litteratur”.

Samtalen mellem teksterne

Fællesskabet i en skrivegruppe betyder, at Nathan sporer sig ind på deltagerne og bliver inspireret til at vælge tekster ud fra dem, der er med i gruppen og deres måde at skrive på.

”I en skrivegruppe handler det ikke om at være god eller dårlig, det handler ikke om at opnå ros eller anerkendelse. Det handler egentlig slet ikke om at skrive gode tekster – selvom der faktisk skabes mange gode. Jeg laver sjældent længere skriveøvelser end 10 minutter, og i det format er det umuligt at skrive perfekt. Man lærer hurtigt som deltager at acceptere, at der er noget uformående i det tempo. Det handler om en undersøgelse og om at forfølge en idé,” siger han.

”Succesen er den samtale, som opstår. Ikke bare den samtale man har med sin mund, men også den samtale, der kan opstå mellem teksterne. Her opstår ofte forbindelser, som er rigtig spændende”.

“I en skrivegruppe handler det ikke om at være god eller dårlig, det handler ikke om at opnå ros eller anerkendelse … Det handler om en undersøgelse og om at forfølge en idé”.