Vidensindsamling
Indsamling af viden om nationale indsatser i feltet kunst og mental sundhed
Målet med dette projekt ledet af Anita Jensen er nationalt at øge bevidstheden om kunstens fordele for sundhed og velvære og at stimulere udviklingen for at viden og interventioner gøres bredt tilgængelige i hele Norden. For bedre at forstå de forskellige praksisser, muligheder og barrierer på tværs af sektorer er en undersøgelse af eksisterende indsatser og forskning i kunstens engagement i sundheds- og socialpleje nødvendig. Dette med henblik på at komme med anbefalinger til forbedring af politik og praksis. Inspireret af Creative Health-rapporten fra All-Parliamentary Group for Arts, Health and Wellbeing (2017): The Arts for Health and Wellbeing vil vi indsamle viden om nationale indsatser og deres forskellige tematikker, leveringsrammer, forskning, politik, metoder, finansiering osv.
Målet er at udfærdige en national rapport der afdækker:
- feltets tilstand i Danmark
- identifikation af muligheder og barrierer
- et råderum til lokale og nationale politikker
- Anbefalinger for nye veje at gå samt best practice guidelines
Partnerskaber
Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed arbejder proaktivt med partnerskaber både lokalt og nationalt. På projektniveau har centret allerede etableret stærke samarbejder med indsatser forankret i Region Hovedstaden og ønsker også at styrke samarbejdet med de øvrige fire danske regioner. Centret samarbejder med klinikere på en række hospitaler og forskere tilknyttet Københavns Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk universitet og Aarhus Universitet.
I det kommende år ønsker centret også at knytte tættere samarbejde med kommuner i nye partnerskaber.
CKMS er i gang med at udarbejde en partnerskabsstrategi og partnerskabsmodeller, som giver mulighed for at videreudvikle centrets aktiviteter i tæt dialog med relevante interessenter og fonde. Det gælder både indenfor kunstscenen, museer og eventmagere, såvel som partnerskaber med sundhedsorganisationer og organisationer, som arbejder med brobygning mellem psykiatrisk behandling og civilsamfundet.
Er du interesseret i at bidrage til Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed er du velkommen til at kontakte sekretariatschef, Anéh Hajdu på 2122 2692.