Lamperne spiller en central rolle i det store åbne rum på Rytmisk Musikkonservatorium, hvor musikgruppen har mødtes hver torsdag i seks uger.

Det er de otte glødepærer, der signalerer, hvornår den enkelte spiller, og hvornår de stopper, når de fremmødte deltagere improviserer bag hver deres instrument.

Frisættende. Spændende. Stor frihed. Mulighed for at improvisere og skabe. Det er nogle af de ord deltagerne sætter på processen.

Workshoppen er blevet ledet af musikerne Johan Suurballe Wieth og Thomas Mulcahy Alexandersen.

Johan: ”Vi var meget overraskede over, hvor fin samtalen i spillet var allerede fra første gang”.

Og ja, her handler det om musikken, den musikalske ’samtale’, som opstår under improvisationerne, der varer mellem 5 og 10 minutter.

Thomas: ” Vi var overraskede over, hvor hurtigt vi fik noget op at køre musikalsk. Og hvor hurtigt folk har kastet sig ud i det, og hvor meget de har haft lyst til at prøve ting af”.

Johan: ”Normalt holder vi mikrofonen ude af samspillet. Helt bevidst. Men her kom der hurtigt en efterspørgsel. For mig er det meget sårbart at skulle bruge min stemme. Men det er jo det instrument, vi alle har, og der var hurtigt nogen, der havde interesse for improsang – det kan være ordløst eller speak, altså, at man taler ind over”.

Anden del af forløbet starter nu

Hver workshop varer tre timer. Den starter med en tjek ind runde, hvor alle kan fortælle om musik, de har hørt siden sidst eller – hvis man vil det – hvordan man har det lige nu. Derefter improviserer deltagerne i flere omgange. Med mulighed for at høre musikken og tale sammen – med ord – ind i mellem. Det at lytte er nemlig en vigtig del af workshoppen, både mens man spiller og efter musikken.

Thomas: ”Når man lytter bagefter, kan man høre helheden. Man har måske synes, at man har spillet en tone, der ikke lød så godt. Men når man hører det bagefter, kan man høre, hvordan de andre har reageret på netop den tone, og taget den ind og båret den videre. Og man får en oplevelse af helhed”.

Johan: ”Jo længere man spiller sammen, jo mere opbygger vi et sprog sammen. Man lærer hinanden at kende. Og det bliver mere og mere perfektioneret”.

Thomas: ”I momentet er folk meget opmærksomme på det, der sker, og det gør jo, at tankerne kommer andre steder hen, end det man måske tumler med til daglig”.

Johan: ”Du er i musikken. Og på den måde bliver den et frirum”.

Thomas: ”Vores gehør og vores erfaring kan gøre, at vi reagerer anderledes i musikken. Men jeg tror, at oplevelsen af at spille sammen, og den optur vi får, er den samme som hos deltagerne. Vi kommer tilbage til det, vi kan lide ved musikken. Glæden ved at spille sammen med andre. Det kan man godt komme langt væk fra, når man spiller musik professionelt og tænker mere resultatorienteret. Men her kommer man virkelig tilbage til et rum, hvor man bare er i det”.

I alle workshops deltager en sundhedsfaglig co-terapeut, Morten Dahl, som også spiller med og deltager på lige fod udover at ’have rummet’ og dermed ansvaret for den sundhedsfaglige del.

Efter de første seks gange flytter workshoppen til Kirkesalen på Hans Bogbinders Alle, og de næste seks gange ledes af lydkunstner Ulrik Vincent. Til januar mødes alle igen på Rytmisk Musikkonservatorium til en fælles opsamling på de to dele af workshoppen. Det vender vi alt sammen tilbage til.

Og så var der lige det med lamperne, hvis du undrer dig. Deltagerne skiftes til at styre en mixerpult, som bestemmer, hvilke lamper, der lyser og dermed, hvilke instrumenter, som spiller. Hvis du vil læse mere om metoden, kan du gøre det HER

Billedtekst: Lydgruppen ledes af  Thomas Mulcahy Alexandersen (tv), Ulrik Vincent og Johan Suurballe Wieth (th).